Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
147
Elsk ikke den evige og stærke! Det er den, som er Dødens og
Lidenskabens Bytte, det er de »nnenneskelige Lidelsers Majestæt«,
der har Krav paa en Kærlighed. Det er Adelsmandens Følelse af
sin Æresforpligtelse til at være de svages Beskytter, som ligger bag
denne Livsanskuelse. Æren bliver Vignys Beligion, dens Lov bliver
som et nyt Livsinstinkt for ham. Men ak, det er ikke det
oprindelige Livsinstinkt.
Det oprindelige Livsinstinkt er en blød og blid Lykketrang; —
det er den, som har faaet Vigny til i nydelige Smaafortællinger at
skildre den elskværdige Ynde hos Marie Antoinette og andre af
Revolutionens Ofre. Det er denne Trang, som drager Manden til
Kvinden; han trænger til i Livets Strid at hvile sit Hoved ved en
Kvindes Bryst, han trænger til, at Lidelsens Taarer kysses bort fra
hans Øjne. Men Kvinden (o: Marie Dorval) udnytter Manden, han
er Samson, hun Dalila; hun elsker ikke, hun lader sig elske. Hun
ler og triumferer over, at hun opvækker saa stor Kærlighed. Hun
straaler ved Mandens Ære, hans Kærlighed giver ham Kraft til
Storværk. — Vignys Samson ved, at han henter sin Kraft fra sin
Elskov og ikke fra sine Lokker. Men hun er hans Fjende, hun
er et sygt, tifold urent Barn, som han ikke kan tro paa; derfor er
Elskov kun en Strid, og det ender med, at hver har sit afskyelige
Rige, Kvinden et Gomorrha og Manden et Sodoma; de vil dø,
medens de endnu fra det fjerne sender hinanden forbitrede Blikke. —
Denne hadefulde Betragtning af Kvinden og Elskoven dukker oftere
frem nedover Aarhundredets Litteratur, i Frankrig hos Dumas d. y.,
i Sverige hos Strindberg.
Hvor findes Lykken? Hvad er Livets Mening? Ingensteds og
Ingenting. Lidelsen er det visse; Livet er et Fængsel, en Straf,
»ingen tvivler paa, at vi er i Straf. Hvorfor? Det ved vi ikke.
Processens Akter er brændt?« Det onde og Tvivlen holder i hver
sin Ende af det Lidelsens Dække, der indhyller Verden. Altid
spørger vi det kvalfulde Hvorfor, altid er Svaret Tavshed. Eller
det ubønhørlige: Det staar skrevet! Verden styres af Skæbnen, og
Skæbnen er det ligegyldige Tilfælde. Vi ved intet, det er det endelige
Resultet af alt. Danner vi os Tanker og Forestillinger, maa vi
begynde med at lyve for os selv; for vi ved ikke, om de er til.
Tvivlen er Ulykkens bundløse Dyb, hvorfra den evig vælder frem.
Verdens og Livets Poler er POURQUOI og HÉLAS — »hvorfor«
og »o Ve« — saa staar der med store Bogstaver i Slutningen af
Vignys »Stella«.
Derfor fortvivl, men fortvivl som en Mand! Dræb Haabet i dit
Bryst, men lad din Haabløshed være uden Vrede og Fejghed. Bær
Livets Byrde, klag ikke! Det er Ærens Bud. Lyd som Soldaten
den grusomme Befaling, bøj dig for Religionens Bud, — luk din
Trods inde i dit Hjerte. Der kan dit Ideal ikke forgaa, dér er det
Diamant og Krystal. * Du og det er mere værd end hele det store,
usle Liv. Man ser: denne Ærens Lov dræber ikke bare Haab og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
