Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
161
— Først Sejersdrømmen, og saa snip, snap, Snude, Eventyret er
ude, og mangeslags Snak og intet Livsindhold, — det bliver til
Aar-hundredets Sygdom.
Altsaa styrte dig i Smudset, fuld af Foragt som Byrons Korsar!
Altsaa er Livet Strid mellem det ædle og det usle, Mennesket er
dobbelt, som Triboulet, som Marion Delorme. Musset var ikke Seer
som Hugo, han kunde ikke skildre en Tid med dens historiske
Lokalfarve. Men han forstod Menneskehjertet, han forstod, at denne
Dobbelthed var usand: Det ædle og det usle i Menneskehjertet
hænger sammen. Hver Time i Pølen sætter Rustplet paa Sjælen, og
Rusten tærer paa Sjælens Evne til Tro, til Løftning, til Opofrelse.
Idealet visner i os, det ædle skrumper ind. Det er Hovedtanken i
Mussets Tragedie »Lorenzaccio«. Lorenzaccio svor sig selv paa
Roms Kapitol, at han vilde redde sit Fædreland og myrde Tyrannen
Aleksander. For at vinde sit Maal og gøre Tyrannen tryg, er han
bleven hans Broder i Lasterne og hans Medhjælper i Skændighederne.
Men saa er han selv bleven Offer, hans Sjæl er bleven smittet;
Udsvævelserne har ødelagt hans Tro paa alt godt hos Menneskene,
dræbt hans Haab om Redning for sit Fædreland; Borgerne, ser han,
er for usle til, at de kan reddes. Vel maa vi med Filip Strozzi
spørge, hvorfor han da vil dræbe Hertugen. Men Lorenzaccio giver
et Svar, som gaar Læseren til Marv og Ben: »Om jeg kun er en
Skygge af mig selv, vil du da, at jeg skal slide over det eneste
Baand, som binder mit Hjerte til nogle Fibrer af mit fordums
Hjerte? Dette Mord er alt, hvad der er igen af min Dyd. Tror du,
jeg ingen Stolthed har, fordi jeg ikke mere har nogen Skam? —
Ja, kunde min Læretid i Lasten udslettes, da kunde jeg maaske
spare denne Oksedriver — men jeg elsker Vin og Spil og Piger,
-— forstaar du det? Om der er noget, du ærer hos mig, saa er det
mit Mord, du ærer.« Mordet betyder ikke længer for ham
Fædrelandets Redning; det er kun den mekaniske Mordhandling. Det har
Idealets Glans over sig endnu, men det er skrumpet ind til det tørre
Faktum, Dolkestødet. Da Dolken sidder i Hertugens Hjerte, udvider
hans Sjæl sig i Renhed, Idealet har rørt hans Sind, han aander ind
Himlens rene Luft, Aftenvindens Balsam, Duften fra Blomsterne.
Men da der saa ikke bliver nogen Rejsning af, er det forbi med
ham; han »var en Mordmaskine, men bare til ét Mord«. Der er
sat Pris paa hans Hoved, og han gaar ud for at lade sig dræbe.
»Det morer mig at se dem. Belønningen er saa stor, at den gør
dem næsten modige.«
Alt, hvad der spirede i Musset, kom til at skyde sin fulde Blomst,
da han mødte Kvinden i hans Liv: George Sand. Han blev som
Menneske knust ved denne Kærlighedshistorie, han blev som Digter
vidunderlig. Den var Rusen, som fik ham til at svimle i Lykke,
den var Giften, der bragte hans Hjerte til at svulme, at udgyde sit
rødeste Blod, at vride sig i Kval og samtidig tørstig begære: Mere! Mere!
De mødtes ved den Middag, som Buloz, Redaktøren af Revue
Europas Litteraturhistorie. 21
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
