Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
JÜST BING
opstyltet som vel muligt. Men Karakteren var originalt set og
rigtig motiveret. Tag Byrons Korsar og læg til hans Dyd og hans
tusind Synder Hovedegenskaben hos Musset: Svagheden, den
moralske Slaphed, — og Facitet er Rolla. »Det var ikke Rolla, som
styrede sit Liv, det var hans Lidenskaber.« Lidenskaber har han,
og de tager Magten fra ham, fordi han ikke har nogen Lidenskab.
Han har aldrig elsket. Og han har ingen Lidenskab, fordi han ikke
har nogen Tro. Det er forbi med Oldtidens jordiske livsglade
Gudetro, med Kristendommens himmelsøgende Kors-Religion. Der er
intet igen; vi unge er kommet for sent, og Verden er blevet gammel.
— Musset gav siden i sine »Bekendelser af et Aarhundredets-Barn«
denne Sjælstilstand det berømte Navn la maladie du siëcle
(Aarhun-dredets Sygdom). Ogsaa her er det Tiden, som bærer Skylden, —
Verden er gammel. Men Begrundelsen er en anden. »Det Folk,
som har oplevet Aarene 1793 og 1814, bærer i sit Hjerte to Saar.
Alt det, som var, er ikke mere, alt det, som skal blive, er ikke
endnu.« Deri ligger Grunden til Aarhundredets Sygdom. — Mussets
Barndom var falden under Kejserdømmet. »En eneste Mand levede
da i Europa; de andre forsøgte bare at drage Pusten. Hvert Aar
skænkede man ham 300,000 unge Mennesker, det var Ofret til
Cæsar. Aldrig var der saa megen Sorg; men aldrig heller saadan
Glæde, saadant Liv, saadan Stridsfanfare i alles Hjerter. Aldrig lyste
Solen saadan; man kaldte det Austerlitz-Solen. Det var denne
lyse Luft, hvor Æren straalede og Staalet blinkede, som Børnene
indaandede. Selve Døden var skøn, herlig i sin rygende
Purpur-kaabe. Frankrigs Vugger var Skjolde, og Frankrigs Ligbaarer ogsaa.
Der fandtes ingen gamle, bare Lig og Halvguder.« Saa styrtede
Herrens Engel Kejseren langt ud i Havet. Krigerne kom hjem,
kyssede deres Koner, saa, at de var gamle, spurgte efter deres Børn.
De unge kom hjem og saa ikke Sabler og Kyradser og Ryttere,
saa spurgte de efter deres Fædre. Man svarede, at Krigen var
endt, og i alle Gesandtskaber hang paa Væggen Billeder af
Wellington og Blücher, og under dem stod der: Verdens Frelsere. Saa
satte denne triste Ungdom sig ned paa Ruinerne af Verden. Alt
var tomt. Paa Tronen sad en Konge, som gav Almisser, naar man
bad ham, og kyssede Krucifikset, naar man rakte ham det. Børnene
troede, Kejseren skulde komme igen. Men man svarede dem til
Trøst: Bliv Præster! Saa kom en Taler op og sagde, at Æren var
skøn, men der var noget skønnere, det var Friheden. Det fo’r dem
gennem Hjertet, at de havde hørt Bedstefædrene tale saa. Men om
Aftenen faldt Guillotinens Kniv, det var tre unge Mænd, som havde
udialt Ordet Frihed for højt. Andre talte om, hvad Krigen havde
kostet, og kaldte Blodofret for Slagteri. Da faldt alle Illusionerne
som Træernes Blade om Høsten. Andre sagde: Kejseren faldt; for
Folket vilde ikke have ham. Andre: Folket vilde have Kongen, —
nej, Friheden — nej, Fornuften — nej, Religionen — nej,
Enevælden. Den sidste lagde til: Nej, intet af alt dette, kun Ro!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
