Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
164
- JUST BING
atter blev frisk, var hans Læge George Sands Elsker. Be to
skyldige plejede ham med Omhu og reddede det Liv, som de havde
ødelagt. Musset var for svag til at hade; saasnart han kunde, drog
han hjem, knust i sit Indre. Altid saa han for sig det grusomme
Fehersyn, han mente at have haft, da han laa mellem Liv og Død:
Skyggen af de to paa Væggen i den anden Stue, hun sad paa hans
Knæ, og Skyggerne smeltede i et. Altid havde han hende for sig,
saadan som hun havde været efterpaa, saa dette Smil, som var en
Løgn, hørte dette Tonefald, som var en Bespottelse. — George Sand
kom tilbage til Paris, trækkende med sin Italiener. Men i disse
Omgivelser blev han løjerlig, dette normal-stupide Menneske: han
blev skikket tilbage igen. Atter søgte hun Musset, han i hvis
Kærlighed all havde levet, Jubel, Mistanke, Kval, Sværmeri, Sjælefinhed
og Sanseraahed. De blev for hinanden den Gift, de tørstede efter,
de mødtes paany i en Elskov, som var Vanvid, liad, Rus og
Forbandelse. De skyede hinanden, og de bønfaldt om Stævnemøder;
de mødtes for at svimle i en Elskov, de ikke troede paa. og som
var død, naar Morgenen gryede, mødtes for med Tigerjubel at flænge
i hinandens Hjerfesaar. »Jeg vil ikke vide af dig, men jeg kan
ikke undvære dig«, skriger George Sand ud i et Brev. Men hun,
den stærke Natur, var dog den, som formaaede at bryde det
grufulde Forhold. For hende blev det en Episode, om end Brodden
sad igen; Mussets Natur var bleven sprængt ved det. Denne
Kærlighed var hans Livs Lykke og dets Forbandelse, dets Indhold og
dets Skafot.
Saa blev hans Digte en Straale af Lidenskab, der vælder lige ud
af Hjertet. Hvem spørger om den kunstneriske Form i disse Vers,
hvor Hjertet med al dets Kval, dets Trods og Forbandelser, dets
bløde Minder om svunden Lykke ligger blot og nøgent for os?
Evig maa han tilbede denne Elskov. Hvert Ord gløder i den
berømte Lovprisning, han lægger i Munden paa den unge Perdican i
»Man spøger ikke med Kærlighed«: Alle Mænd er Løgnere, ustadige,
falske, Hyklere, hovmodige, fejge, sanselige; alle Kvinder er troløse,
trædske, forfængelige, nysgerrige og fordærvede. Verden er en Pøl,
hvor vanskabte Dyr kryber og vrider sig paa Bjerge af Skarn. Men
der er en Ting i Verden, som er hellig og ophøjet: det er Foreningen
af to saadanne ufuldkomne og skrækkelige Væsner. Man bedrages
tit i Elskov, saares tit, er tit ulykkelig; men man elsker. Og
naar man staar paa Gravens Rand, vender man sig for at se sig
tilbage, og man siger til sig selv: »Jeg har ofte lidt, stundom faret
vild; men jeg har elsket. Det er mig, som har levet og ikke et
lavet Væsen, skabt af mit Hovmod og min Lede.« Til denne Pæl
er han bunden; om denne Elskov maa han digte. Han har ingen
Tro paa den; han ved, den forgaar. Han har kun Tro paa den Tro,
han har haft. Lykkelig er den, som har levet i Illusionen! Vel
maa den briste, men at have ejet den, det er Lykken. Og er den
bristet, er Livet ødelagt, — »et Minde om Lykken kan her paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
