Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
165
Jorden være niere sandt end Lykken selv.« Illusion og Minde om
Illusion, det er det gode, Livet bringer; Sorg i rosa — det er
Livets Facit for Musset.
Og det er denne Elskov, som alle hans Dramaer og Noveller
taler om. Overfor Kærligheden er han Sjælekender. Han ved,
hvordan den sniger sig ind i Hjertet, han kan skildre, hvorledes
den opstaar ved et Tilfælde. Han kender saa vel, hvordan
Menneskene vil blæse ad den, og saa kommer den over dem som
Nysgerrighed, som Undren, Spænding, betagende Magt. Han ved,
hvordan de vil undfly den, og hvordan stadig deres Fjed drives tilbage igen
paa tusinde Omveje. Han ved, hvordan Menneskene segner under
dens Byrde. I de tusinde Former kommer den, med ubevidst
Higen, med Tro, med Tvivl, med Fortvivlelse, med Jalousi, med Trods.
Den synes selv at lege; men vil nogen lege med den, gør den med
ét Legen til Alvor. Den giver den troskyldige unge Pige Magt over
den listige Forfører, den gør den lille Page mere bedaarende end
den øvede Hjerteknuser. — Mussets Verden er Menneskehjertet; han
skildrede ikke nogen Tidsalder, han skildrede et Menneske. »I
hvilket Aarhundrede foregaar Deres Drama?« spurgte en Kritiker ham
engang. »I hvilket Aarhundrede har Kvinden levet,« svarede
Musset. Altid er det brændende Hjerte Midtpunktet i hans Værk,
uudgrundelig er hans Kendskab til hver Slyngning paa Stien ind til det,
hvert Lysningsskær fra dets Flamme. Og selv midt i den lyseste
Komedie giver dette hans Mesterskab en sørgmodig Følelse —
Følelsen af, at det er en Evne, som er betalt med Livets dyreste Lykke.
Ogsaa andre forstod sig paa Menneskehjertet — men de
forstod det med Forstanden Det store Fremstød, som den franske
Fantasi havde faaet ved Napoleonstiden og Emigrantlitteraturen,
virkede ogsaa paa den kritiske Intelligens. Naar de »udvandrede
til den indre Verden,» blev de straks øvet i at udspejde hver
Rørelse deri. Allerede Chateaubriands samtidige, Benjamin Constant,
havde i sin Novelle Adolphe vidst at dissekere den
Talmigulds-Følelse, der paa et Haar ligner virkelig Kærlighed. Den opstaar
ved at den unge begavede Mand, som keder sig, træffer den
tredive-aarige begavede Kvinde, fast placeret i Livet som en rig og anset
Mands Elskerinde. Han fængles ved den Intelligens, hvormed hun
forstaar at hævde sig overfor Omgivelserne i denne
regelmæssiguregelmæssige Stilling; hun rives med ved det uvante i at tilbedes
saa grænseløst, som en Yngling paa tyve tilbeder. Rusen svinder;
han regner den Tid, han tilbringer hos hende, som tabt Tid. Men
hans Ridderlighed og hans Medlidenhed holder ham fast hos hende;
hun ofrer alt hensynsløst for hans Skyld; men hun regner hvert
nyt Offer som Ret til nyt Krav overfor ham; han ser deri en ny
Lænke, og han føler, at hun er Hindring for hans Karriere. Ved
hvert Møde er der Bebrejdelser fra hendes Side, Undvigelser og
Udflugter fra hans, eller ogsaa »taler de om Elskov, men kun, fordi
de ikke vover at tale om andel«. Da saa Bruddet kommer ved
Constant
1767—1830
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
