Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
171
det er hos Gautier ikke Tanken, som opfatter en Karakter eller en
Situation, det er Øjet. Théophile Gautier havde i sin Ungdom været
Maler, og han vedblev at være det, da han byttede Penselen med
Pennen. Hans Skildringer, hans Digte er alle Malerier i Ord. Deri
ligger hans Mesterskab: han ser, og han kan ganske nøjagtig beskrive,
hvad han ser. Den franske Kritiker Faguet har efter et Sted i hans
Digte betegnet denne Evne som »Kunst-Overførelse«. Giv Gautier
at beskrive, hvad det skal være — et spansk Landskab, en Kirke
fra Middelalderen, en ægyptisk Sfinx, et Billede af en gammel Maler,
— og straks ser hans Øje det væsentlige deri, og forstaar glimrende
at give det Udtryk. Derimod kan han ikke skildre en Karakter.
For at naa den usvigelige Sikkerhed i sin Skildring, har han
udviklet sin Sprogevne til det forbavsende. Han var hjemme i alle
Fagord, han studerede alle Kunsters og Haandværkers Teknik, og
hans kæreste Læsning var Ordbøger. »Brug i Skildringen ti Ord
pr. Side, som Borgeren ikke forstaar; det hæver Stykkets Smag,«
sagde han selv for Spøg. Der bliver paa denne Maade noget
anstrengt og kunstigt over det hele. Betegnende er, at han »foretrækker
Statuen for Modellen«, at naar han ser paa et Landskab, overfører
han det straks i Tanken paa Lærredet. Han skildrer Virkeligheden
som Kunst; ja, det er ikke frit for, at han skildrer et Kunstværk
endnu bedre end et Stykke Virkelighed. Men til Gengæld staar
enhver Bestemmelse klar og sikker hos ham; paa denne Maade har
han øvet sit Øje, og gennem det opfatter han alting. Det var hans
Mesterskab og hans Stolthed. »Jeg siaar 500 paa Kraftmaaleren,
jeg skriver Lignelser, som hænger sammen, og jeg ser den ydre
Verden.« — Hans Kritik er af samme Art. Han søger sjelden at
vurdere det, han skriver om; men til Gengæld beskriver han
mesterlig det Indtryk, som det gør paa ham. — Overalt, paa Vers eller
Prosa, er hans Stil rammende, speciel, og fuldkommen rigtig, overalt
er den ualmindelig, overalt kræver den Forudsætninger hos Læseren,
og overalt er den uden Ideer. Højest naar han i den Digtsamling,
som han gav det træffende Navn: Emaljer og Kaméer. Det er Nips
og det er Digte, hvor Kunsten er uden Tanke og Moral; men hver
Linje i de prikkende, korte Smaavers er skarpt skaaret og afridset
med fuldkommen Sikkerhed. Del var det, Gautier vilde. Han følte
sig stadig som Borgerlighedens Fjende, hans Kunst havde intet med
Borgerne at skaffe, undtagen at han vilde være den røde Klud i
deres Øjne, og han fremsatte trodsig sit tit citerede Slagord: »l’art
pour l’art« (Kunsten for Kunstens Skyld). Det kan da til Gengæld
ikke nægtes, at hans Værk fattes Livets poetiske Magter. Den ejer
Mesterskabet; men den er for en væsentlig Del en Atelierkunst,
skabt for at nydes af professionelle Kunstelskere.
Som Gautier skabte sig en Særprovins for sin Begavelse,
erobrede Sainte-Beuve sit store, men begrænsede Talent det rette Vir-S
kefelt. Men derved gjorde han en mægtig Gerning, han grundlagde
den moderne Litteraturkritik. Fra Sainte-Beuve udgaar i Frankrig
Sainte-Beuv
1804—1869
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
