Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
170
JUST BING
der er ukuelig Naturvildskab i dem. Og det nytter ikke de
Mennesker, som vil leve efter Civilisationens og Moralens Vedtægter at
stritte imod. Thi over Menneskene staar Skæbnen, den uafvendelige,
— ikke for intet elskede Mérimée den slaviske Litteratur; han var
ea af de første i Frankrig, som henledede Tidens Opmærksomhed
paa de russiske Forfattere. Selv det mindste Tilfælde er nok for
at give Mennesket i Skæbnens Vold. Mérimée, der er saa ordknap
som Kunstner, elsker at fremhæve den lille Hændelse: den staar
hos ham som et Symbol paa, hvad der skal ske. Naar Orso som
høflig ung Mand vil afslaa at
modtage den ypperlige engelske
Riffel af Obersten og hans
Søster Colomba nøder ham dertil,
aner man, uden at der er sagt
et Ord derom, at dette ikke
bare gælder forskellige
Opfatninger af Høfligheden. Har
Orso modtaget den efter
korsikansk Skik, kommer han
og-saa til at bruge den efter
korsikansk Skik. Colomba bliver
den ledende her; hun har
siddet hjemme og ruget over
Hævnen; hun handler efter sin og
sin Stammes naturlige Instinkt
tvært imod alle Rettens Regler.
Hun handler efter sin Natur
uden at vakle, og netop det giver
hendes Væsen en indre
Sikkerhed, der aftvinger Læseren
Beundring Paa Bunden af det
hele ligger hos Mérimée netop
denne Dyrkelse af det
instinktive hos Mennesket; det er
ogsaa et Træk, hvorved han
peger fremover paa
Naturalismens Forfattere.
Hvad Mérimée er for Prosaen, er Gautier for Verset: det lille
Mesterværks Mand. Formens Fuldendelse, Ordets Kunst, deri søger
de begge to sin Lige. Men ellers var de saa forskellige som vel
muligt. Gautier var af Natur en Ildtilbeder, hans røde Silkevest
lyste i de forreste Rækker ved Hernani-Slaget. Han yndede at
udæske Borgerne, baade i Klædedragt og i Moral. Han havde en
Forkærlighed for det syge, det fordærvede og det grusomme, og — deri er
han Mérimées Modsætning — han slap den med Velbehag løs.
Gautier mangler totalt Mérimées Forbeholdenhed, og han mangler
for en væsentlig Del hans Intelligens. Mérimée er Hjernemenneske;
Fig. 60. Mérimée.
Gautier
1813—1872
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
