Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
173
skeligt; — det er den Grundegenskab, hvorpaa han bygger sin
Litteraturkritik.
I ældre Tid havde Kritiken dømt Litteraturværket efter de og
de Kategorier. Det var et Epos, et Drama; straks tog man Lovene
for Epos og Drama frem og prøvede det efter dem, og de gjaldt
i Oldtidens Hellas saa godt som i Samtidens Frankrig. Men det
var dog begyndt at gaa op for Tidens Bevidsthed, at et
Litteraturværk var en historisk Foreteelse saa godt som de historiske
Begivenheder. Chateaubriand og Madame de Staëls Kritik havde haft
stor Betydning; de havde lært at bedømme Værket ud fra den Aand,
som raadede i det, og havde vist, hvorledes de forskellige
Tidsaldre, de forskellige Kulturer og Folkesæt havde præget sin
Litteratur. I Frankrig havde Villemain hævdet en Overensstemmelse
mellem de historiske Bevægelser og Litteraturbevægelserne, men
kun hævdet det i al Almindelighed og i de store Træk. Nu kom
Sainte-Beuve med sin Interesse for Mennesket. Han saa straks, at
det afgørende Punkt laa deri, at et Litteraturværk er en Handling
af et Menneske, han forstod, at det da bestemmes af de samme
mangfoldige Indflydelser, hvoraf Menneskenes Handlinger bestemmes.
Han begyndte da gennem Litteraturværket at studere Forfatterens
Temperament, hans slægtsarvede Egenskaber, hans Livsforhold.
Han sammenlignede Værket med hans Privatbreve, med
Efterretninger om ham. Og ud fra dette konstruerede han Forfatterens
Stemning, klargjorde sig, hvordan den havde indvirket paa hans
Anlæg og kom saaledes til at stille Værket i Lys af de’ sjælelige
Forudsætninger, hvoraf det var udsprunget. — Paa den Maade blev
hans Domme om Værker og Ideer Domme om Mennesker. Ja,
Sainte-Beuve interesserede sig mere for Mennesket end for Værket,
han yndede at snuse i alle Kroge omkring Forfatterens Personlighed,
og er ikke fri for Lystenhed efter at give Skandalehistorier tilbedste.
Hans store Række »Mandags-Artikler« (»Causeries de Lundi«) viser,
at Nysgerrigheden først cg fremmest er hans Muse; han skriver
Undersøgelser om en General, der kun har skrevet nogle Breve,
med samme Lyst, som han skriver om selve Goethe. Og han bliver
ikke staaende ved den Forfatter, som Værkerne giver Billede af;
han vil studere hele Mennesket, og da faar han en Mani for at rive
af alle Masker, føle efter bag alle Paradeuniformer og slukke alle
Helgenglorier. — Paa denne Maade vil han studere Mennesket
videnskabeligt, give en »sjælelig Naturhistorie«, og han medbringer
dertil den fineste Forstaaelse og den ivrigste Omhyggelighed i
Undersøgelsen af det enkelte Fænomen. Men han er altfor meget en
Fribytter til at ville give sig af med at søge at opstille Klasser og
Rubriker, og han afskyer alle Teorier. Der er i den franske
Litteratur en ikke meget talrig Klasse kritiske Aander, som aldrig har
kunnet dirigere sin Tanke mod videre Maal, aldrig lægge en Plan
for et Værk, eller i alfald aldrig kunnet udføre den. Til denne
Række hører i det 16. Aarhundrede den kritiske Filosof Montaigne,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
