Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
206
JUST BING
andensteds. Wien var Hanswursts Stad; en Række Begavelser, som
stod paa Grænsen mellem Spasmagere og Skuespillere, havde vundet
Ry som Hanswurster, og det improviserede Folkeskuespil havde
floreret i det 18de Aarhundrede, tiltrods for alle Kunstdommere af
den franske Skole. Og det var ikke muligt at faa Livet af denne
Spasmager. Slog man ham ihjel som Hanswurst, stod han op igen som
Kasperl. Saa maatte det regulære Kunstdramas Theater tage sig
sammen. Det slog sig sammen med Operaen; her traadte Mozarts
Operaer først frem for Publikum, og med dem kom saa baade
Shakespeare og Lessing, Goethe og Schiller — naturligvis ikke
revolutionære Stykker som »Götz« og »Røverne«. Man havde stort Held
med sig hos Publikum, og da man siden under Schreyvogels
Ledelse 1814 —1832 holdt sig lige saa meget ren for romantiske
Udskejelser, som man før havde holdt sig fra revolutionære, blev
»Burgtheatret« i Wien det klassiske tyske Dramas rette Hjemsted.
I 1820erne og 1830erne fik baade Folkeskuespillet og det
klassiske Drama en fremragende Repræsentant i Wien. Folkeskuespillets
Mester var Ferdinand Raimund. Han var en elskværdig og
spøgefuld Wiener og derved af Naturen udkaaret til at blive Hanswursts
Arvtager. Han var selv Skuespiller, kendte sit Publikum og sit
Theater til Fuldkommenhed, forstod som en Mester at sætte sine
Farcer og Tryllestykker i Scene. Men Tidens Uro og Bitterhed
gærede hos denne nye Hanswurst. Han stræbte ud over sit eget
Maal; fra Wienerdialekten slog han over i et Højtysk, der gik paa
stive poetiske Stylter, fra Folkeskuespillet slog han over i Tragedien.
Han kunde tage sine Borgere og Bønder paa Kornet; men han
vilde lave ideale Karakterer, og naar man fremstiller Idealer,
strander man i Regelen paa Kedsommelighedens Skær. Han følte sine
Vinger stækkede, og tog sig selv af Dage.
Raimund har i sine Stykkers brogede Handling, muntre Dialog
og glade Sange faaet Lejlighed til at vise Wiens glade Borgere fra
alle Sider. Og i sine Tryllefarcer lod han Feer og Aander være
deres udtrykte Billede og vakte stor Jubel hos Publikum derved:
det var jo til at revne af Latter, naar man saa Feer køre i
Wienerdrosker og Aander sige Wiener-Gadevittigheder. Men han
blev ikke staaende ved at være en Spasmager; hans bedste Stykker
»Alpekongen og Menneskehaderen« og »Den Ødsle« har en moralsk
Virkning. Det er Forklaring og Forædling af det bedste i
Østrigernes Natur: Hjertensgodhed og Jævnhed. Menneskehaderen —
paa engang bitter, latterlig og ædel — bliver omvendt derved, og
»den Ødsle« Flottwell lærer at finde Lykken deri, efter at han har
gjort Ende paa sin Formue. Hvad Karaktertegningen angaar,
forholder Raimund sig til Wieneren, som Musset til Pariseren.
I Lovprisningen af sit Folks gode Hjerte og jævne Sind mødes
Raimund med Grillparzer, som blev Østrigs klassiske Dramatiker.
Franz Grillparzers Liv gled hen i Stilhed. Han gennemgik en rolig
Løbebane som Embedsmand under Metternich og stak sine hvasse
Raimund
1790—1836
Grillparzer
1791 — 1872
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
