Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
210
JUST BING
Fig. 75. Immermann.
en af Hovedopgaverne for Düsseldorferne var at male Illustrationer
til Digterværker. Immermann fandt som de, at han ikke bare skulde
skrive sine egne Digterværker, men ogsaa fremføre andres; han blev
Theaterleder og vakte stor Opsigt som saadan; men efter tre Aars
Forløb var det Slut paa Theaterforetagendet. Han trøstede sig ved
en Rejse, og Følgen af den var, at Elita von Lüttzows
Quasi-Ægte-skab sluttede akkurat som hendes virkelige. Immerman forelskede
sig i en ung Pige; for Skam Skyld friede han først paa ny til Elisa,
men da hun igen svarede sit Nej, forlovede han sig med den anden.
Han turde ikke fortælle hende det; men i Düsseldorfs Kunstnerklike
blev der naturligvis sørget for, at hun fik det at vide. Hun rejste
straks bort fra ham; han fulgte hende pænt paa Vej til Køln. To
Maaneder efter giftede han sig,
og et Aar efter var han død.
Man skulde efter denne
Livsskæbne tro, at man havde med
en Lyriker at gøre, men
Immer-manns Værker: Dramaer og
Fortællinger, mangler netop det
lyriske Element, som groede saa
villig frem i alle tyske Dramaer
og Fortællinger. Og dog synes
han at have sat sig paa det
Punkt, at udstyre sine sundt,
kraftigt og mandigt holdte
Værker med nogle romantiske
Kruseduller, der ødelægger, hvad de
kan. Det eneste Værk af ham,
som endnu læses af Publikum
er Bondenovellen »Storgaarden«
— indlagt i en Roman
»Münch-hausen« —- og den viser i al
sin Fortræffelighed den sørgelige
Forkærlighed for at sætte den
ødelæggende romantiske Prik over i et.
Han har her tegnet et fortræffeligt Billede af Storbonden,
Selvstyreren paa sin Gaard, som gennemskuer alt og alle, for hvem de
arbejder af al Kraft, som taler i Antydninger, og for hvis
Antydninger de skælver. Alle de gamle Skikke holder han i Agt og Ære.
Immermann faar den store Düsseldorfer-Nydelse at skildre et
Bryllup paa hans Gaard. En fremmed, som optræder der, mener, at han
er kommet til Naturens sande Børn, men han faar af Præsten, der
er Immermans Talerør, den Besked, at ingen er mere bunden til
gamle Skikke og Vedtægter end Bønderne, det individuelle, Følelser
og Personligheder, gør sig først gældende hos de tyske Borgere.
Saa vil Storbonden ogsaa, at alting skal gaa efter gode gamle Sæders
Rettesnor; naar et Par nyforlovede er forelskede, finder han det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
