Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
211
usømmeligt; Kærligheden er man bedst foruden. Moderne
Fremskridt som Veje vil han ikke vide af. Han er paa sin Post overfor
Embedsmændene. Præsten maa selv rejse rundt i hans Bygd og
samle sin Tiende efter gammel Skik. Og Prokuratorer hader han;
han afgør selv Bøndernes Trætter, og de kommer til ham med sine
Klager. Det hele er sikkert set og sikkert tegnet af en
gammeldags Bondepatriark. Men saa maa Immermann fordærve Billedet.
Han lader sin Storbonde holde sine Retsafgørelser som en Slags
Fehm-Ret og lader ham anse sin Magt paa mystisk Vis at være
knyttet til et gammelt rustent Sværd, som Storbonden holder for at
være selveste Karl den Stores Sværd, — han vil naturligvis ogsaa
tvinge alle andre til at tro det. Og Immermann gør et stort
Romannummer ud af, at dette Sværd bliver stjaalet fra hans Gemme.
Paa samme Maade er det gaaet Immermann med den
Kærlighedshistorie mellem Lisbeth og den unge Junker, som han skildrer i
Storgaarden. Frisk, ren og sund er denne Kærlighed, ren i sin
Fremvælden, sund i hendes Forstemthed, da hun faar at vide, at
han er Adelsmand, medens han har ladet hende tro, at han er af
tarvelig Herkomst. At han ikke har været sand overfor hende, er
for ham naturligt; han vil berede hende en Overraskelse og vokse
i Anseelse hos hende derved. Men hun ser bare den Ting, at han
ikke har været ærlig mod hende. Da saa Misforstaaelsen er
opklaret, er hun ogsaa helt sund i sin Betragtning; hun blæser i
Standsforskellen; hun elsker ham for hans egen Skyld; men hun er
glad ved, at han er Adelsmand, og at han vil gøre hende til Adelsfrue;
der er hos hende ikke Spor af romantisk Angst, endsige romantisk
Forsagelse, af Sukket efter en Hytte og hans Hjerte. Men
Immermann kunde ikke spare sig Romanscenerne. Han maa skyde hende
et Hagl i Skulderen, de maa blive indestængte sammen i Kirken og
knæle sammen for Alteret, da de forlover sig; han maa have haft
Blodspytning som ung og maa blive forsonet med hende ved, at
pludselig Blodet styrter md af Munden og at han segner dødbleg om.
Immermann var ny i sit Grundstof, gammel i sin Form, og Formen
syntes en fordærvende Tilsætning. Hos Bettina von Arnim var
Romantiken inderligere. Hun var Clemens Brentanos Søster, Arnims
Hustru og Goethes glødende Beundrerinde. Hun havde i sine
Værker sin Broders Hjertevarme, romantiske Sværmeri og romantiske
Forfløjenhed, Naturbegejstring og religiøs Inderlighed. Hendes
Brevveksling med Goethe, der udkom 1831 i pyntet Udgave med frie
Fantasier indiblandt, under Titlen Goethes Brevveksling med et
Barn, gav den gamle Digters Billede nyt Liv og tegnede hendes
eget paa den mest fortryllende Maade som et Barn, der var Kvinde,
en liden romantisk Sylfide, og en yndigere Indfatning for den store
Digters Billede kan ikke tænkes; det var Statuen, omslynget af den
viltre, glade unge Efeu. Men hun blev ikke staaende derved.
George Sand virkede paa hende, tyske Filosofer og franske Socialister
ligesaa, og den Nød, som Underklassen led, pinte hendes Hjerte.
Bettina
1785—1859
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
