Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
219
perne. Det blø le i ham lokker ham ind i Skovdybet, fæster hans
Sind ved Planternes Liv, faar ham til at aande lettet ud — aande
ud med et Suk — i Høstens Stilhed. Overalt lever han med i det
Naturliv, som omgiver ham. Digteren føler i det et Symbol paa
noget menneskeligt, og hans Tanke sænker sig ned i det, indtil han
hører det forkynde ham sin Livsvisdom. Vaarens Billede og hans
elskedes Billede vokser sammen: i Vaaren ser han hende, om hun
er langt borte. — Drengen græder, fordi Fuglen fløj ud af Buret,
— saaledes kan Ungdommens Uskyld flyve bort, naar Hegnet er
aabent. — Du glemmer mig nok. Ser du, hvor Ravnen hist fra
Træet flyver, — end bæver Grenen efter den fløj bort — en liden
Stund, og bli’er saa atter rolig — og dine Klager ville snart
forstumme. — Aftenskygger og Børn, jo større de bliver, des dybere
synker vor Sol. — Refleksion og Naturfølelse mødes i denne
symbolske Betragtning, hvor alt bliver Lignelse.
Lenau er Grubler; hans Tanke drev ham bort fra Troen; men
Slægtsfølelsen bandt ham igen til den. — Mindet om hans elskede
Moder nødte ham til at »bygge Ruinerne af sin Tro op«. Og saa
kommer han til at sønderslides mellem Tro og Tvivl. Snart tager
han Troens Parti — som i sin »Savonarola«, snart den frie Tankes
— som i »Albigenserne«. Det bløde i ham krævede baade en
kærlig Gud og Troens trygge Grund at leve paa. Men saa kunde
han ikke tro, saa staar han igen, forladt, »lieblos und olme Gott
auf einer Haide«. Saa kommer Verdenssmerlen, alt bliver Tomhed.
»Kun idel intet, hvor mit Øje falder«, begynder hans næstsidste Digt
og det sidste forkynder, at Sorgen lindres ved at se ned i den
glidende Strøm, da rinder alt hen i Glemsel; Sjælen ser, at den selv
med sit Legeme flyder forbi — Glemselens Flod og Tilværelsens
Ophør — Lethe og Nirwana — det var den sidste Trøst, hans
Digtning forkyndte.
Udover 1840erne begynder der at myldre frem
Revolutionsdig-lere. Der er nok af Vid og Skarphed i disse Digte; der er raske
Ord og heftig Stemning, og i den Springflod af revolutionær Poesi,
som flommer over i 1848, aabner alle Sluser sig. Men der er ikke
nogen af disse Digtere, hvis Poesi i Inderlighed og Dybde og i
musikalsk smeltende Form naar op mod hans, som sad i Spændetrøjen
i Sindssygehospitalet i Oberdöbling. Derimod skabte en Maler, der
ogsaa endte i Vanvid, Alfred Rethel, under Inspiration af 1848,
et Værk, der rager højt op i vort Aarhundredes Kunst: det er hans
Dødsdans fra 1848. Dødsdansen som i Slutningen af Middelalderen
og Reformalionstiden havde tolket den nye Religiøsitets Had mod
den gamle Kirke og den ulmende Oprørsaands Had mod det gamle
Samfunds mægtige Fyrster og Adelsmænd, vaagnede atter op for at
møde frem ved den nye Revolution. Men den Musik, som denne
Dødsdans lod tone, var ikke nogen Revolutionsmarseillaise; den var
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
