Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - X. Det gamle og det unge Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
218
JUST BING
drager hans Hjerte mod alt ungt og mygt, den fine grønne Vaar,
den stille blaaøjede Jomfru, — Huset mellem Birkene, hvor »Uskyld
sad paa Taget fromt, — som to stille hvide Duer.« — Derfor elsker
han Planternes sagte Vækst, det stille glidende Vand. Derfor digter
han sine »Sivsange« om Dagens Forsvinden her ved Tjernet, hvor
Piletræerne sænker sig stille og dybt, og Aftenstjernen lyser i det
fjerne mellem dem og Sivet. Og han elsker Natten, naar Maaneskin
paa blikstille Flade »fletter sine blege Roser ind i Sivets grønne
Krans«, Hjorten vandrer i Aasen og ser ud i Natten, tit rører en
Fugl sig drømmende inde blandt Sivene. Saa kommer Taaren mildt,
Blikket synker, dybt gennem Sjælen gaar Tanken paa den elskede,
»som en stille Nattebøn«. — Saaledes elsker han med al sin varme
Naturkærlighed Tusmørket og Høstens stille Løvfald med dets »milde
Døen«, og denne Stilhed kan ingen give et saa smeltende blødt
Udtryk som han; man kan kun læse en Oversættelse af et saadant
Digt, naar den er udført af en Mesterhaand som Gustaf Frødings:
Af Hosten redan bokarne klädts röda
som på en sjuk, hvars Blod af Helsöt härjas,
den bleka Kinden stundom flyktigt färgas
— men det är Rosor, hvilka snart forblöda.
Hör, Bäcken smygande och stillsamt strömmar
i Dalen ned, hans Sori biir knappt förnummet.
Så smyger tyst en Vän i Dödsbäddrummet,
at icke störa Lifvets sista Drömmar.
Här for den sorgsne är det godt att vära,
Naturen själf har sett sin Sommar mulna,
och sett sin Giädje frysa bort och gulna,
och kan den klagande med Klagan svara-
Begge Retninger hos ham, den vilde Storm og den blide Fred,
mødes da i det samme Omkvæd: Døden. Styrte sig i Tummel —
i Døden. Synke stille hen — i Døden. Døden er hans Ilddrik;
Døden er hans Vuggesang. Overalt har han den for Øje. Mest
føler han den som den store Stilhed, naar alt forstummer, naar
Roserne er falmet og Fuglene har sunget fra sig, naar de tørre Blade
synker sagte til Jorden. Da kan han i Skovens Stilhed fornemme
Budskabet om, at Død og Forgængelighed kun er en Skiften-om,
»ein heimlich still vergnügtes Tauschen.«
Saaledes prædiker Naturen for ham. Hans Naturfølelse er
inderlig; han, Rytteren fra Steppen, staar Naturen nærmere end hans
civiliserede Samtid. Naturen drager hans Sind og hans Tanke;
»Menneskelivet er kun Naturens Billede«. Men det er en Digter og
en Tænker, som her lever sig ind i Naturen. Naturbilledet bliver
til Mythe: Havet ligger dødt, Skyerne samler sig som en Sørgeskare
om sin Moder og spørger, om hun lever. Med ét springer hun op
og Moder og Børn omslynger hinanden i brusende Jubel. Det vilde
hos Lenau drager ham til de store Naturscener, til Havet, til
Al
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
