Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XI. Den engelske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
226
JUST BING
vil den da aldrig stanse, Floy! Jeg tror, den river mig bort med
sig.« Og naar Dagen lider, er det Flodens gyldne Vande, som
danser paa Væggen. Alle Mennesker, som er om ham, forandrer sig,
Mrs. Pipchin bliver til Miss Tox og saa igen til hans Tante, bare
Florence forandrer sig aldrig. Han tænker paa, om han har set
sin Mor, som var død ved hans Fødsel. Han kunde ikke huske,
om de havde sagt ja eller nej dertil, for Floden havde rullet saa
stærkt. Han kalder paa alle, tager Afsked med dem: »Læg mig saa
ned, Floy, og kom tæt hen til mig«. Medens de omfavner
hverandre, strømmer det gyldne Lys ind og falder paa dem. »Hvor
Floden løber hurtig, Floy, mellem de grønne Bredder og Sivet, men
nu er den ganske tæt ved Havet. — Moder ligner dig, Floy, Lyset
omkring Hovedet skinner paa mig. Nu gaar jeg bort.« — Stadig
som et Omkvæd kommer den rullende Flod igen; uvilkaarlig skifter
den Væsen, bliver et Symbol, en Mythe, og vi er revet hen deri,
naar den glider ud i Havet. Eller se Carkers Død, da han har været
paa Flugt bort fra Minderne og Hævnen; ingen Ro, ingen Søvn, evig
Fart paa Jernbanen, Larm af Hestehove, Vognhjul og Klokker. Han
synker sammen paa en Jernbanestation, drikker en Mængde Vin for at
faa Ro. Forgæves: hans Tanker bliver usammenhængende og slæber
ham end mere ubarmhjertig afsted; han synes, han er en
Forbryder, som slæbes afsted af vilde Heste. Ingen Glemsel, ingen Ro,
bare tung Grublen. Saa farer han op, lytter i Rædsel. Nej, det er
ingen Indbildning. Jorden ryster, Huset bæver, en heftig Susen
høres i Luften. Selv da han ser, hvad det er, gyser han.
Forbandelse over den Djævel, som tordnede afsted med Skær af Ild og
Røg efter sig. Uimodstaaelig drives han afsted efter den, vandrer
langs Linjen, atter naar en pludselig Dirren, et fjernt Hvin hans
Øre, han skimter et svagt Lys. Det bliver til to glødende Øjne, en
gnistrende Ild, en brølende, stadig større Masse. Saa en stærk
Blæst og en Raslen, han holdt sig ved et Led som for at frelse sig.
Stadig maa han hele Natten igennem lytte efter hvert nyt Tog; han
gaar med — og ser paa Lokomotivet, der tager Vand; han tænker
paa Hjulenes gruelige Magt. At se dem langsomt dreje sig og tænke
sig kørt over og knust. Stadig bliver det svage Lys til to gloende
Øjne og til en Ild, der gnistrer. — Saa kommer den gamle
Ensformighed: Klokker, Vognhjul Hestehove. Og som han saa vanker
om, ser han med ét for sig Hævneren, som han er flygtet for. Han
vakler, glider ned paa Skinnegangen, kommer i et Nu paa Benene,
iler sanseløst afsted. Med én Gang hører han et Raab, bliver mat
af Rædsel, føler Jorden skælve, Susen i Luften, skriger, da han
ser de to røde Øjne tæt ved sig, bliver revet om, fanget, hvirvlet
med af Hjulene, der snurrer ham rundt, sønderriver ham, slikker
hans Livsstrøm i sig med sin glødende Hede og kaster hans
lemlæstede Levninger højt op i Luften. — Det er den samme Opfattelse
af det hele, som her viser sig. Dickens griber det ene Træk —
Jernbanetogets Ildøje —, stadig varieres Visen, stadig kommer det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
