Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XI. Den engelske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
229
meri hinanden Haanden paa den inderligste Maade. Man forstaar
saa vel, hvad der mangler hende for at være en Kone, der kan
styre sit Hus; men hun er som en liden Fugl, der fylder det med
Kvidder eller hænger med Hovedet, saa man føler, Fuglesangen er
borte. Og stadig maa man erindre gamle Miss Trotwoods Ytring
om hende, at hun er den lille Blomst, og at den stærke Vind maa
være mild mod hende.
Alle disse Skildringer af Børn og af unge Piger bliver saa fine
hos Dickens, fordi det er, ligesom Hjemmets milde gode Aand tager
Skikkelse i dem. Ester Summerson i Bleak House bærer ogsaa
Navnet Dame Durdie, Feen, der laver det fine Spindelvæv. Altid er
det Tanken paa Hjemmets Hygge og det kærlige Familieliv, som
staar øverst. Særlig kommer dette frem i de tre
Hjemlivsfortællinger Julekvadet, Nytaarsklokkerne og Sirissen i Pejsen*). Julekvadet
fortæller om gamle Scrooge, som hader Julen, for den bringer Tab
af Tid og gør Folk letsindige. Han bliver i Drømme ført ind til
alle disse letsindige Menneskers Julekveld, faar se Barneglæden i sin
fattige Kontorists Hjem og Ungdomsfornøjelsen hos sin Nevø, der
har giftet sig, skønt han slet ikke havde Raad dertil. Overalt føler
han den indbyrdes Kærlighed og Iver for at glæde hverandre, deres
Feststemning ved at være samlet om Julegaasen og Julelegene, —
en Lykke og et Velvære, som stedse fra hans Ungdom har været
ham fremmed. — Og da han i et andet Syn faar at se sin egen
Død, uden kærlig Pleje paa Dødslejet, uden kærligt Minde efterpaa,
— saa ender det med, at gamle Scrooge saamæn Juledag sender en
Kalkun til sin fattige Kontorist og selv triner ind som kærlig Onkel
hos Nevøen, der har giftet sig, skønt han slet ikke har Raad dertil.
— I »Sirissen i Peisen« er Faarekyllingens »Tsjirp-Tsjirp« blevet
Hjemmets egen gode glade milde Sang. John Peerybingle sidder fortvivlet
ved Arnen; han tror, at hans unge Kone er ham utro; han er
blevet gammel paa en Time, og han tænker paa Mord og Blod. Da
lyder det med ét inde fra Pejsen: tsjirp, tsjirp. Og straks holder
Mildhed og Ømhed sit Indtog i hans Hjerte; han tænker paa, at
han, den aldrende Mand, har taget hende bort fra hendes Ungdom;
han erklærer, at Skylden er hans; han giver hende sin Frihed og
overvælder hende med Godhed. Men Dickens vilde ikke være
Dickens, om han ikke lod det hele opløse sig i en Misforstaaelse.
Dickens ser det gode knyttet til Hjemmet; Modsætningen — det
haarde, onde, ukærlige — er altid tegnet som noget, der staar
alene; der er øde om det. Der er Dombey, den pengestolte
Handelsmand, som kun elsker sin Rigdom og sit Firma. Fra sin
Piedestal af Guld og Kredit ser han ned paa Menneskene og deres
Følelser, han har sit Hof og sine Smigrere. Han foragter sin Datter,
fordi hun kun er en Datter; han er fortvivlet, da Sønnen, der
skulde blive Firmaets Bærer, dør som Barn. Han gifter sig igen
med en Adelsdame; og hos hende møder hans Stolthed og Kulde
*) Faarekyllingen ved Arnen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
