Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XI. Den engelske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
247
til Gud, Barnet er Forbund med Menneskene, Raad og Hjælp fra
Moderhjerter i Landsbyen. Og efter lange Aar, da lille Eppic er
blevet en ung Pige, vælger hun sin trofaste Plejefar og hans
Fattigdom fremfor den rige barnløse Squire, som er hendes rette Fader.
Som Silas har vundet sin Faderret ved sin trofaste Kærlighed,
har Godfrey forspildt sin, fordi han aldrig har turdet vedkende sig
den tidligere. Med den fineste moralske Sans bar George Eliot
fortalt Historien om denne forspildte Faderret. Den Kvinde, som
fryser ihjel for Silas Marners Dør, er Godfreys Livs Ulykke, hans
Hustru, med hvem han er viet hemmelig. Han tør ikke vedstaa
dette Ægteskab, han hader det, fordi det skiller ham fra Nancy
Lammeter. den Pige, som han elsker. Nancy er en ung Pige med
en fast Vilje og en sikker Retsfølelse; hun vil ikke have sin Kjole
det mindste anderledes end sin ældre Søster; skønt alle nok havde
givet hendes Skønhed et lidet Fortrin i Toilette, nægter hun sig selv
det urokkelig. Godfrey føler, at hun er den eneste, som kan give
ham Hold i Livet; saa dør den anden udenfor Væverens Hytte og
hans onde og vilde Broder, der kender hans Hemmelighed, drukner
i Stenbruddet, efter at han har stjaalet Silas Marners Penge.
Godfrey er fri; hans eneste Haab, hans eneste Tanke er Nancy; for
ikke at risikere at tabe hende, tør han ikke tilstaa, at den
ihjel-frosne er viet til ham, og at Væverens Hittebarn er hans Datter.
Hans Ægteskab med Nancy bliver godt, men det bliver barnløst,
Tomheden trykker hende og da ham dobbelt, og han foreslaar ofte
at adoptere den lille Pige. Men Nancys Retsfølelse forbyder hende,
at tage et fremmed Barn fra en, som holder af det; Godfrey tør
ikke tilstaa, hvad han har fortiet saa længe; intet sker. Men saa
tilsidst, da Eppie er blevet voksen, brister han ud dermed, og da
giver Nancy ham til Svar, at om han havde sagt det før, da havde
hun ingen Indvendinger gjort. Da havde de jo haft Ret til Barnet.
Fluks bliver der spændt for, og de kører til Væveren. Men da
forskyder Eppie uden Betænkning den pludselig opdukkende rige
Fader, og Squirens maa vende tilbage til sit Hjem, hvor der nok er
Kærlighed og Godhed dem imellem, men hvor de og alle deres savner,
at der ingen Ungdom vokser op. — I en ædel Enkelhed, som for
en Gangs Skyld bryder igennem hendes megen Laërdom, har George
Eliot her ladet komme til Orde de to Hovedretninger i sin
Genialitet. Først Interessen for det indre Livsvæld hos Mennesket, som
de ydre Forhold kan dæmme for, som rinder fattig og tyndt og saa
igen bryder frem i al sin Fylde. Og dernæst den afvejende
Betragtning af et moralsk Problem. Begge disse Tendenser er dybt
ejendommelige for hende, og med begge har hun gjort en Indsats i
vort Aarhundredes Litteratur, som er gaaet i Arv til mange. Den
ene Side af hende peger mod Tolstoj og mod Bjørnson, den
anden udvikler sig med udfordrende Energi i Alexander Dumas d.
yngres og Ibsens Problemdrama.
I hendes senere Romaner »Middlemarch«, »Felix Holt«, »Daniel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
