Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XI. Den engelske roman
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
246
JUST BING
af sit Fladvandsdyb; men helt intetsigende i sine gode og sine slette
Følelser; halvt uskyldige, halvt uden Ansvar, men derfor ogsaa
helt uden moralsk Værd. Netop i sin utilslørede Modsætning
mellem de tragiske Begivenheder og de ubetydelige Følelser har denne
Historie sin psykologiske Interesse.
Men paa den anden Side elsker George Eliot det romantiske
Gemyt, ikke for dets Glans, men for dets stærke Personlighed.
Maggie i »Møllen ved Floss«, den sorthaarede lille Ulykkesfugl, er
en af hendes Yndlinge — der er adskilligt af George Eliot og hendes
eget Liv deri. Hun bliver altid klodset og synes uelskværdig, men
han er baade et varmtfølende og et kærlighedstørstende Hjerte.
Karakteristisk for Englændernes afgjorte Natur er, at George Eliots
Yndlingskarakterer er Kvinder, der lever for et bestemt Kald. Dinah
i Adam Bede optræder uden Sky og uden Affektation, naar hun
taler i de religiøse Forsamlinger; det er hendes Kald, og hun ved
sig tryg paa, at hun ud fra sine egne religiøse Oplevelser kan bringe
andre Trøst. — George Eliot hefter sig med Forkærlighed ved det
religiøse Moment i Menneskelivet; det er hende en Trang til at faa
oplyst sine Personers Sjæl inderst indefra. Og Mesterstykket i det
intime Sjælestudium er hendes »Silas Marner, Væveren i Raveloe«.
Her har hun skabt en helt ny Slags Romantik, fordi hun forstaar
at lade alle Begivenheder, som griber ind i den stakkels Vævers
Liv (de er hverken mange eller store), tegne sig under religiøs
Synsvinkel som uendelige Livsmagter. Han bliver udstødt af sin
Frimenighed i Lygtesmuget paa en falsk Anklage for Tyveri.
Løgnen sejrer og Silas taber sin Tro paa alting. Han flytter bort,
væver flittig, faar Søgning og tjener sig Penge. Guldstykkedyngen
vokser lidt efter lidt i Hullet under hans Væv. Det bliver hans
Livs Opgave at se den vokse; han bliver gerrig og glæder sig ved
den. — Gerrigheden var i Romantikens Tid stemplet som den
us-leste menneskelige Følelse; Balzac skildrede den i sin »Far Grandet«
som en dæmonisk Lidenskab, et vildt Guldbegær, der opslugte alle
andre Følelser, dæmonisk i sin Hensynsløshed, altid vaagen og fuld
af Handletrang for at øge Rigdommen, afsindig i sin Lykke, naar
den stod over for Sækkene, med Guldstykker. — Her hos George
Eliot er den hverken en Usselhed eller et vildt Begær. Her er den
Udfyldning af et Tomrum, er den den Hjælp til at leve, hvis Navn
er Vane, et Slags Saarskorpe, som Livet danner over Sjælesaaret.
Det eneste Livsresultat for den stakkels Væver er, at han faar flere
af de Penge, som ikke kan skænke ham nogen Glæde; saa ser han
sit Livsmaal i at samle dem. Og da de bliver stjaaletj fra ham,
staar han der atter fortumlet, uden at se Livsmaal og Fremtid for
sig. Men denne Ulykke bringer ham dog til at føle Menneskenes
Deltagelse, og da han finder den ihjelfrosne drukne Kvinde med den
levende lille Pige for sin Dør, er den begravne Gudstro straks
brændende i hans Bryst. Den lille Pige er Guds Gave til ham og
hans Kærlighed til Barnet skyer ingen Opofrelse. Barnet er Tillid
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
