Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XII. Romantikens slutning i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
254
JUST BXNG
Venskab og myrdet sin Ven, for at fuldbyrde Østens Sædelov, han
gaar Glip af Bloddaadens Pris, mister sin elskede og maa bære den
tunge østerlandske Kongekrone.
Overalt staar Sædelov i Kamp mod Sædelov, overalt staar den
tragiske Nemesis rede til at tage Tøjlerne.
Helt modsat Hebbel er Tysklands tredje betydelige Dramatiker
i denne Periode, Otto Ludwig. Hebbel var dramatisk Filosof og
Romantiker, Otto Ludwig erklærede sig for Realist. Han skabte
sine Karakterer ud af en Stemning; med el blev en Scene levende
for ham, hvori Personen traadte klart frem. Men saa fo’r hans
utøjlelige Fantasi frem og tilbage uden at kunne skabe en fast Plan.
Den ene Dag kom der en Skitse til Fortsættelsen; næste Dag en
ny: »Kanske bedre paa den Maade«. Han fandt det stadig
vanskeligt »at holde Øje med otte slige Karle«. Der kom stadig nyt ind,
som det ikke var saa let at redde sig ud af. Og tilsidst blev Trangen
til Teatereffekt saa stærk, at den ikke var til at modstaa. Hans
»Erbförster« (Arve-Skovvogteren) har præglige Karakterer, men er
fuld af Usandsynligheder; den dramatiske Misforstaaelsc er stadig i
Virksomhed for at lave ny Spænding, og naar saa tilsidst
Skov-vogteren skyder sin Datter, medens han vil skyde Godsejerens Søn,
er det det rene Teaterlilfælde.
Dramaet er det interessanteste i den tyske Litteratur i denne
Tid, fuldt af ejendommelige Forsøg, hvor nye Bevægelser kæmper
mod gamle Former. Den tyske Lyrik bragte vistnok mangt et skønt
og inderlig følt Digt hos et Naturbarn som Edvard Mørike og hos
Klaus Groth, der skrev i nederlysk Dialekt, og den havde en
Formens Mester i Emanuel Geibel, der blev en af de ledende i
Münchens Digterkreds. Men det var ikke nogen ny Lyrik af
Betydning for Verdenslitteraturen.
Betydeligere er Tidens Prosafortællinger, men de holder sig
nærmere Jorden end Dramaet. Juste Milieustandpunktet er næsten
overalt herskende, og der findes ikke her noget, som kan sidestilles
med den engelske Romans Stormestre. En Dickens’ Fantasi, en
Thackerays sikre Verdenskundskab, en George Eliots geniale
psykologiske Skarpblik naar selv de bedste — som Gottfried Keller —
dog ikke i sine bedste Øjeblikke. Men de hævder sin Plads ved
Ærlighed, Trohjertighed og sund og fri moralsk Stræben.
Bondenovellen er den ældste Fremtoning — Auerbach skrev sine
Landsbyhistorier fra Schwarzwald allerede i 1840erne. Han har
truffet Bondens Hovedegenskaber, Ro og Alvor, Vedhængen ved sin
Jord, Slægtsfølelse. Men han bliver ikke derved. Han skildrer
Modsætningen mellem Bønderne og de højere Stænder; stiller dem
op i grelle Modsætninger; en Bondepige bliver Professorfrue, en
Kone fra Landsbyen Amme for en Prins. Og saa kan Auerbachs
Trang til at forkynde Livsvisdom komme til Orde.
De senere Forfattere er først og fremmest paavirkede af Dickens.
Hans Indflydelse kan mærkes baade i Reuters og Freylags
Mester
Otto
Ludwig
1813—1865
Berthold
Auerbach
1812-1882
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
