Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XII. Romantikens slutning i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
265
Fig. 97. Anzengruber.
Række forskellige »Folkestykker«, dér var overgivne Komedier og
dér var dybere, gribende Problemdramaer. Med »Skampletten« tog
han fat paa Romanen, og i Romanen »Sternsteinhof« naaede hans
Kunst sit højeste. Han døde pludselig 50 Aar gammel i 1889.
Anzengruber er selvlært og Journalist, derfor faar hans
Produktion noget vist usikkert og ustadigt over sig. Hans berømte
»Præsten i Kirchfeld« er et Hjertebrækkerstykke med moderne liberal
Tendens; Handlingens tragiske Udgang er meningsløs — Præsten
bliver simpelthen afsat af Konsistoriet, fordi han ikke er enig med
Greven i Politik. Og naar han saa for sin Præstestilling forsager
sin Kærlighed, bliver det dobbelt oprørende. Der er Sagtmodighed
og Stilfærdighed i Historien om de to’s Kærlighed, baade om dens
Opvaagnen og dens smertelige, men rolige Underkastelse under det,
som maa være —, og netop derfor
virker disse Personer saa ægte;
Karaktertegningen redder Stykket tiltrods for
Præstens Slutningstirade, hvor han
sammenligner sig med Luther. Men i sit
næste Værk «Menederbonden« har
Anzengruber tegnat en Karakter i hele dens
grufulde skærende Sandhed. Menederen
faar Heldet med sig, og saa tror han,
da han paa Bunden er gudfrygtig, at
han er en af dem, som Gud elsker, og
dette driver ham’ dybere ind i Løgnen.
Han skyder paa sin Søn, for at han ikke
skal forraade ham; hans Gudsfrygt
forgiftes og bliver til Forbrydelse; da hans
Medvider styrter ned fra en Bro, raabei
han: »Det er en Tilskikkelse!« og
takker Gud, fordi han ikke forlader ham i
Nøden. For denne Karakterskildring kan man nok tilgive en hel
Del melodramatisk Effekt.
Anzengruber bringer Realismen frem paa Teatret; det jævne
Hverdagssprog vandt ved ham atter Sejr paa den tyske Scene. Han
er altid den sunde Menneskenaturs Advokat, han gør det dels i
lystige Komedier, hvor Lystigheden tidt gaar over Stregen paa
samme Maade som hos Gustav Wied og hans Efterfølgere i Norge.
Men han taler ogsaa alvorlig og kan ryste op i Sindene; i sit »Det
fjerde Bud« giver han det daarlige Hjems Tragedie; Børnene vil
løsrive sig fra Forældrene, som lever af at tilbyde Lasten sin
Tjeneste. Men de lever i Vellevnet, og Lysten efter de gode Dage
faar Overhaand, naar Forældrene trækker dem tilbage til sig igen.
Og de forstaar tillige stadig at paalægge dem som Pligt den
Lydighed, som er en Forbrydelse, og — saa glider Børnene stadig
nedover Skraaplanet.
Hans Roman »Skampletten« begynder med en ægte Figur —
Europas Litteraturhistorie.
34
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
