Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - XII. Romantikens slutning i Tyskland
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
264
JUST BING
Modstander af politisk Radikalisme som af Kvindeemancipation.
Navnlig hader han dog hos Kvinderne det Koketteri, som kun vil
indrangere Mændene som sine Tilbedere eller vinde sig et rigt Parti.
Men han har Tilgivelse baade for en sund kvindelig Naturs Lyst
til at behage og en djærv kvindelig Naturs trodsige Lyst til at se
Mændene for sin Fod. Prægtig er saaledes hans Skildring af den
stolte Ungjomfru Küngolt i »Dietegen«, der i Festens Hede danser
med dem alle og ikke viger tilbage for at bruge Elskovsdrikken,
for at faa dem alle til at løbe som gale efter hende; hos hende er
det bare en Brusen i Blodet, som hun kommer til at bøde haardt
for; men hendes Natur er lige ufordærvet for det. Hos Kvinderne
finder Keller det bedste og det slettesle. Hans »Oljemutter« er
grufuld i sin Ondskab; og sund, stolt og stor er Opdragerinden Fru
Regel Amrain; yndig har han tegnet de unge Piger i deres Blyhed
og deres Hengivelse, fnat er den stakkels lille Vrenlis Lidenskab og
Angst skildret i den mesterlige »Romeo og Julie fra Landsbyen«,
nydelig er Gritli og Wilhelms Mode oppe paa Sæteren, efter at han
har klaret sig gennem alle hendes lystige Veninders Gækkespil. Men
ikke mindre frisk er Skildringen af den lille determinerede
Hermine, som uuddrager sig Karls forelskede Bønner og driver ham
til at skyde som en Mester paa Skytterfesten. Baade Kellers Mænd
og hans Kvinder kan skilles i de to gamle Grupper »de brave« og
»de ikke-brave«, og Hovedsagen ved de brave er altid, at de har
Hjertet paa det rette Sted. Han kan nok sætte alle borgerlige
Grundsætninger tilside og bare vise dyb menneskelig Medfølelse for de
hjemløse to elskende i »Romeo og Julie i Landsbyen«, men han er
i sit Hjerte dog helt borgerlig: han elsker Kvinden i Hjemmet, han
elsker Manden i sit Hus og Borgeren i sin Hjemstavn.
Nærmest i Slægt med Gottfried Keller er de to østrigske
Forfattere, som staar paa Grænseskællet til den nye Tid, Anzengruber
og Rosegger. Som Keller er borgerlig og Schweizerpatriot, er de
ogsaa baade lokal- og klassebestemte: de er Bondelivsskildrere og
helt igennem østrigske. Rosegger har taget sine naive, godhjertede
og fromme Steiermarkere paa Kornet; men som Menneskeskildrer
overgaas han dog langt af Anzengruber.
Ludwig Anzengruber er født i Wien, men af Bondeslægt paa
Fadersiden; han blev i hele sit Liv Slorstadsmand og Wiener. Men
Wien er mellem Storbyerne den mest lokalbundne, det er først og
fremmest Hovedstaden i Grevskabet Nedre Østrige. Han fik derfor
en Modtagelighed for den nye Tids Retninger, et intenst Forhold
til dens Problemer, som har hævet hans Produktion ud over den
snævre Bondelivsskildring, og givet hans Digtning dens Dybde.
Han kom fra smaa Forhold, kom i forskellige Livsstillinger,
stod i Boglade, var omrejsende Skuespiller og var ansat ved
Politikammeret i Wien; brugte sine Øjne overalt og skrev i
Vittighedsblade og Almanakker. Da han var 30 Aar fik han en afgørende
Succes med sin »Præsten fra Kirchfeld«. Siden skrev han en
Ludwig
Anzengruber
1639—1889
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
