Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - I. Den nye retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
269
hæng med hele Verdensudviklingen. Hver Tid, hver Person har sin
Art, hvorefter den tænker og handler, den virker bestemmende paa,
hvad der foregaar, og omformes selv af Begivenheden. Derfor maa
Historikeren have det psykologiske Blik, der føler Sammenhængen
mellem de ledende Personer og den Tid og det Folk, som de
tilhører. Disse Krav til sin Videnskab har Ranke mesterlig gennem
ført i sine Værker. Hans Hovedtanke er stadig, at det, som
bestemmer Verden, er Magtstillingens Skiften. Derfor drages han til
de store begivenhedsrige Tidsrum — Tyskland i Reformationstiden,
Frankrig og England i det 17de Aarhundrede — og hans Historie
bliver først og fremmest politisk Historie, Skildring af ledende Mænd
og ledende Kredse, Skildring af, hvordan Magtens Traade fletter sig
ind mellem hverandre. Overalt træder hos Ranke en
Sandhedskærlighed frem, som er karakteristisk
for al Videnskab i det nye
Tidsrum. Den vil ikke staa over Livet,
den vil bare se, hvorledes Livet
udfolder sig og finde Rede i dets
mangfoldige Traade, i dets Samspil af
Kræfter. Dette er imidlertid ikke
særegent for Ranke; i hele den
moderne Historieskrivning er netop
denne Følelse af at staa overfor
levende Liv blevet et Træk, som
gaar igen overalt. Overalt mærker
man, at Historikeren er traadt i
nær Forbindelse med de Personers
og Slægters Tanker og Følelser,
som han skildrer, og at han først
og fremmest søger at forstaa dem
ud fra deres egen Tid og at faa
dem til at stige frem som levende
Mennesker af den Mængde dødt Stof, som han bearbejder. Naar
den franske Historieskrivnings Mester, Jules Michelet, sagde, at
Historien var en Opstandelse, saa har han rørt ved Midtpunktet i
alle samtidige Historieskriveres Bestræbelser. Derfor er, samtidig
med at Historien er blevet mere »objektiv«, dog
Forfatterpersonlighederne traadt mere i Forgrunden med sine Sympatier og
Antipatier. Historikeren dømmer ikke længer ud fra en
Efterpaa-Visdom, men fra sin levende Medfølelse, sin egen Sjæls Deltagelse i
den Kamp, han skildrer.
Denne Retning træder glimrende frem i den anden Stormester
blandt de tyske Historikere, Theodor Mommsen. Hans Romerske
Historie viser, hvorledes den romerske Nation danner sig, og
hvorledes hele dens Kraft samler sig i det politiske Styre og det ledende
Senat. Derfor maa Borgerne helt gaa op i Staten; den ene
Personlighed ligner paa et Haar den anden: de er alle Romere og intet
Mommsen
1817—1903
Fig. 98. Leopold von Ranke.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
