Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - I. Den nye retning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
282
JUST BING
arter har udviklet sig af Fortidens, der er meget forskellige fra
dem, men som viser Lighed med hinanden fjerntstaaende Arter og
Rækker.
Beviset herfor søger Darwin dels i Nutiden, dels i Fortiden. Der,
hvor Forholdene er smaa og indsnævrede, hvor Kampen for
Tilværelsen ikke har været saa haard og Mulighederne for Afændring
ikke er saa mange — f. Eks. paa Øer i Oceanet, i Australien, det
mindste af de store Fastlande, og den Verdensdel, hvor ingen større
Indvandring af Dyr eller Planter er foregaaet, eller paa den anden
Side ved Indsøer, der finder man en Plante- og Dyreverden, som
staar Forverdenens nærmere end andre Steder. Der finder man
ogsaa Overgangsformer, f. Eks. Næbdyret, der staar midt mellem
Pattedyr og Fugle. Dersom man følger en Art tilbage til de tidligere
Jordperioders Lag, vil man se, at dens Særegenheder der optræder
mindre udprægede, ja man har i ældre Jordlag fundet en
Overgangsform mellem Fugle og Krybdyr. Men Palæontologien har store
Huller; hvor lidt har man undersøgt af Jordens Overflade; hvor
tilfældige er ikke de Fund, man har gjort af Forsteninger! Derfor
maa de Beviser, som hentes derfra for Udviklingslæren, faa »stor
Styike; men at en Overgangsform ikke findes, kan slet ikke
bevise, at den ikke har eksisteret. Endvidere paaviser Darwin, at
naar Naturforskerne ikke tillægger ydre Lighed eller de
Forandringer, som er opstaaede ved Tillæmpning, nogen Vægt som
Artsmærke, naar det f. Eks. regner Mus og Spidsmus, Sæler og Søkør
til forskellige Ordener af Pattedyrene, medens de derimod lægger
særlig Vægt paa Benbygning og i det hele Grundformen, saa er det,
fordi blot det erkendes som Artsmærke og Slægtsmærke, der peger
hen paa den fælles Afstamning. Endelig er — som særlig Häckel
har fremhævet — Ligheden mellem vidt forskellige Dyrearter paa
tidlige Fosterstadier Vidnesbyrd om Slægtssammenhæng, og i det
hele giver Fosterets Udvikling et afbleget Billede af den hele Arts
Udvikling ned gennem de forskellige Jordperioder. Og de
rudimentære Organer forklaredes ved Udviklingslæren som Forkrøblinger af
Organer, der hos Stamfaderen havde været udviklede og i Brug,
paa samme Maade som de er det hos andre Dyrearter, eller ogsaa
som vordende nye Organer. Thi Darwin troede, at Arterne var i
evig Udvikling. I et senere Værk hævdede han, at Mennesket var
opstaaet af en lavere Form, en Konsekvens af Læren, som nogle
havde ment, han ikke turde drage. Ligesaa hævdede han, at
menneskelige Følelser og deres Udtryk og menneskelige Aandsevner havde
udviklet sig af saadanne Antydninger dertil, som man finder hos
Dyrene.
Hele Darwins Gennemførelse af Udviklingstanken beror paa den
gamle Sætning, at Naturen ikke gør noget Spring. Men derfor saa
han det mangfoldige Samliv af Naturens levende Væsener som en
stadig gensidig virkende Kæde af Betingelser og Indflydelser, og
derfor saa han ogsaa Slægten som en samlet Vilje værne om sin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
