Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
299
Review« om »John Keats og Alfred Tennysons poetiske
Pattebarns-Gudebilleder.« Dog, hans krystalklingre Vers og den milde
Harmoni med en sagte Moll-Undertone, der prægede hans poetiske
Følelser, vandt ham Publikums Hjerte, og da Wordsworth døde, mæt
af Dage, i 1850, blev hans officielle Laurbærkrone under
Tilslutning af hele det engelske Publikum sat paa den vel 40aarige
Tennysons Hoved, som bar den i over 40 Aar.
Tennyson kom fra en Præstegaard, og der hviler en digterisk
Søndag over hele hans Værk. Hans poetiske Form er en
Festklædning uden Plet eller Lyde. Og hvad han rørte ved — enten
det nu var gamle Sagn om Kong Arthur eller det var Billeder fra
Smaafolks Liv, — saa fik det sit eget Søndagspræg ved en mild
Hjertelighed i Opfattelsen og ved den samme statelige Fremtræden,
Fig. 115. De første Linjer af Manusk. af »The Thrastle« i Tennysons Haandskrift.
som var karakteristisk for ham selv. Her følte man nok, at der
kunde være eller havde været Lidenskab; men den rasede ikke
længer. Den stille Sus var kommet efter Stormen, og klang
melodisk igen i sarte Tone-Afskygninger. Betegnende er, at han gemte
sin Klagesang over sin Ven Arthur Hallam i 17 Aar, og stadig
omarbejdede den. Da den saa kom ud, mærkedes nok Fortvivlelsen
og Oprøret deri, men man saa ogsaa, at Vemodets skønne hvide
Blomster mildt havde dækket Ruinen af det, som var styrtet i
Grus*). Tennyson var en Mand deri, at han først ret kunde digte,
naar han stod klar og sikker.
I denne klare, sikre Holdning var der intet stift. Tennyson
staar altid over for den levende Virkelighed, han iagttager den i
dens Enkeltheder, han griber dens flyende Følelsesnuancer i deres
*) Naar undtagelsesvis Stormen raser hos Tennyson, som i »Maud«. da er dette
Værk ikke naaet frem til den Folkeyndest, som de andre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
