Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
311
sin Mands Overfrakke med en Kat paa Skødet. Det underlige Dyr
syntes vidende om den Nytte, det gjorde; Frakken og Katten var
de eneste Midler, ved hvilken den syge kunde holde Varmen, naar
ikke hendes Mand holdt om hendes Hænder og Moderen om hendes
Fødder«. Er ikke denne Modsætning rent irsk fantastisk? Og til
at faa Grænserne mellem Under og Virkelighed til at flyde over i
hinanden brugte Poe det almindelige irske Middel, Whisky. Saa
dør hans Hustru, og han vanker sløv og tungsindig omkring, gaar
de vildsomste Veje, bestiger Klipper om Natten og lader sine Tanker
og Sanser fyldes af Maaneskin og Kirkegaard, Benradsyners Rædsel
og Tungsindets Vellyst. Han flytter om fra Sted til Sted; rejser
tilsidst med Toget, stiger midtvejs ud i Baltimore og findes der
nogle Timer efter bevidstløs og døende paa Gaden.
Det var ikke vanskeligt for en saadan Natur at finde den
Vejviser i Litteraturen, der kunde vise ham frem og tilbage over
Virkelighedens Grænseskæl: E. T. A. Hoffmanns fantastiske
Fortællinger gik Verden over. Men Poe tog for det første Virkeligheden
meget grundigere end Hoffmann, medens han var i den, og
dernæst vendte han aldrig tilbage, naar han havde forladt den. Ingen
Spion kan prøve sig frem med større Omsigt og Iver over for en
ulæselig Zifferskrift end Poe gør det i »Guldbillen«, ingen Detektiv
kan nøjere prøve hver Biomstændighed og Biomstændigheds
Biomstændighed og holde os i sitrende Spænding ved at lade alting
hænge i et Haar, end Poe gør det i sine Kriminal-Historier. Og
medens der hos Hoffmann stadig findes den »romantiske Ironi«,
der gør Tingene til Legetøj i Forfatterens Haand, bøjer Poe sig helt
ind under deres Herredømme; naar han fører den ene af sine Helte
i Ballon til Maanen og lader den anden sejle til Sydpolen, saa er
hver Detalj her skildret saa bestemt, saa omstændelig, saa sandru,
som en Detalj nogensinde har været skildret i hvilkensomhelst
Skipperløgn. Satan drives her ud ved Belzebub, det er en ny
Virkelighed, som sprænger Virkelighedens Ramme.
Denne Romantik er ganske diametralt modsat den
tysk-filoso-fiske. Der viste og forkyndte den frie og uendelige Menneskeaand
sin Uafhængighed af Tingene; den kunde »hæve sig op over sit
højeste«. Hos Edgar Poe bliver Aanden voldtaget og gjort til Slave
af Tingene. Det enkelte Faktum fængsler os, brænder sig lidt efter
lidt i os, opsluger hele vor Fantasi, hypnotiserer os, saa at det
virkelig eksisterende Forhold mellem det og den øvrige Verden
ophæves for os. Der eksisterer intet andet for os end dette ene; det
bliver selve Tilværelsens Princip for os, og alle dens andre
Principper opløses. I denne poetiske Hypnotisering ligger Edgar Poes
Kunst.
Tag f. Eks. hans berømteste Digt: »Ravnen«, og vi vil se,
hvorledes denne Ravn og dens evige »Nevermore« — eller som det
hedder i Viktor Rydbergs klassiske Oversættelse »Forbi« —
forvandles for vore Øjne til et stadig mægtigere Væsen og et stadig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
