Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
315
Fig. 125. Karikatur af Victor Hugo
paa Talerstolen.
finde ct Tilsvarende til hos Poes Beundrer Charles B.audelaire.
Tingene — det er det, som er karakteristisk for denne Tids Lyrik;
den synger ikke om Hjertets Følelser i og for sig; Følelse, Idé
forvandles til et Syn, enten det nu er saa, som hos Victor Hugo, at
Tanken og Stemningen bliver de Kræfter, som skaber Livet i
Tingenes Masser, eller det er saa som hos den »parnassiske Skole«, at
Digteren skildrer de Fænomener, han betragter, med den dybe Ro
og den sikre Klarhed, skildrer dem, som om han saa dem »under
Evighedens Synsvinkel«, og Stemningen hæver sig stor og stille
omkring det hele, som en gennemsigtig Atmosfære.
Midt mellem England og
Frankrig, paa Kanaløerne
Jersey og Guernesey sad i 18
Aar han, som havde været
Sjælen i den tidligere Epoke
i fransk Poesi, og som skulde
blive den mægtigste i det nye
Tidsrum, Victor Hugo. Han
sad der, som den store
forviste, Kejserens Fjende; og
da Sedan-Slaget havde styrtet
Kejserens Trone omkuld og
gjort Frankrig til Republik,
vendte Fædrelandsvennen,
Profeten, Digteren tilbage til Paris,
nu var han Poesiens Kejser
med den skinnende
Purpur-kaabe, indtil han 83 Aar
gammel stededes til Hvile i
Pan-theon, den Kirke, som
Frankrig har viet sine store Mænd.
I 1843 var Hugos
hyper-romantiske Stykke
»Borggreverne« faldet igennem ved
Opførelsen. Det syntes at være
Romantikens Ende, og Hugo
kom for Fremtiden til væsentlig at opgive Thealret. Man oplevede,
at et nøgtern’ Stykke af en fornuftig dramatisk Regnemester og en
korrekt Versemager, Ponsard gjorde Lykke, og Romantikens
Modstandere jublede; her havde man »den sunde Sans’ Skole.«
Det blev naturligvis meget ringe bevendt dermed; men det syntes,
som den romantiske Poesi skulde dø ud. Digterne holdt op at
skrive (saa Musset) eller at udgive sine Værker (saa Vigny). Eller
de droges over i Politiken, som Lamartine og Hugo. Tidens
voksende Strid ud imod 1848 syntes at ville kvæle Poesien. Og navnlig
for Victor Hugos Vedkommende indtraf der Begivenheder, baade i
hans private og offentlige Liv, som syntes at være dræbende for
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
