Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
314
JUST BING
fordi han tror, hun elsker ham. Men ikke blot det: hun udfylder
hele hans Fantasi. Angst, Undren møder han hende med, hun er
et overnaturligt Væsen, han evig maa gruble over, evig udspejde.
Og da hun lige før Brylluppet smiler til ham, ser han med ét alle
hendes Tænder: »Give Gud, at jeg aldrig havde set dem eller at jeg,
den Gang jeg saa dem, var falden død til Jorden«. De brænder sig
ind i hans Fantasi, disse Tænder: ikke en Plet paa deres Flade,
ikke en Afskygning i Emaljen, ikke en Ujevnhed i Randene. »Jeg
saa dem i enhver Belysning, enhver Stilling; jeg grublede over
deres Bygning, jeg gyste, naar min Fantasi tillagde dem Følelse og
Evne til, ogsaa uden Læberne, at udtrykke Sjælstilstande. Om
Berenice troede jeg for ramme Alvor, at alle hendes Tænder
var Ideer. Ideer — her var den afsindige Tanke, der gjorde
mig forrykt. Jeg følte, at Besiddelsen af dem alene kunde give mig
Fred, gengive mig min Fornuft«. — Saa dør hun af Epilepsi, og
efter hendes Begravelse har han et dunkelt Minde om — han ved
ikke hvad —, som fylder ham med Rædsel. Forfærdet træder hans
Tjener ind. Han fortæller om, at der har lydt Skrig i Natten, at
Tjenestefolkene er gaaet efter Lyden, han hvisker om »en skændet
Grav, om en mishandlet, i Ligsvøb indhyllet Krop, endnu skælvende
— endnu pulserende — endnu i Live«. — Skindød er et Motiv,
der ofte vender tilbage hos Poe.
»Han pegle paa mine Klæder; de var bestænkede med Dynd og
levret Blod. Jeg talte ikke, og han tog mig mildt ved Haanden;
den bar Mærker af et Menneskes Negle«. Han viser ham en
Genstand ved Væggen, og lidt efter lidt gaar det op for ham, at det er
en Spade. Saa styrter han hen til Bordet, vil gribe Æsken, som
staar der. Men hans Hænder rysler, den falder ned og knuses, »og
ud af den rullede med en skrattende Lyd nogle
Tandlægeinstrumenter tilligemed to og tredive smalle hvide Legemer, der syntes
at være af Elfenben, og som spredte sig ud over Gulvet«. — Vilje,
Fornuft, Selvbevidsthed er her opløst, hele Personligheden er druknet
i, voldtaget af Indtrykket af disse Tænder. Det er ikke el Jeg, som
har handlet, villet, vidst af sig selv; del er blevet forvandlet til et
magnetisk Medium, fordi disse Tænders Virkelighed har været en
altbelvingende, altopslugende Magt. Personligheden er gaaet under
i Tingenes Romantik*).
Denne underlige og fantastiske Digter er det, som fremfor nogen
anden af de samtidige engelske Digtere, har faaet Indflydelse paa
Verdenslitteraturen. Den Personlighedens Opløsning under Indtrykket
af Tingene, som vi iagttager hos Poe, skal vi paa fransk Grund
*) Ved ovenstaaende Skildring er benyttet Dia Hanssons Studie over Poe i »Tolke
og Seere«, S. 1—71; Opfatningen af Materialet afviger dog i enkelte Punkter
fra den der fremsatte.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
