Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320
JUST BING
naar nu Nevøen kommer og besudler med sil Kejserdømmes
Usselhed og Forbrydelser Napoleonstidens store Traditioner, maa
det være nok; nu maa Gud have tilgivet Napoleon hans 18de
Brumaire. Men ikke før er dette Epigram kommet indenfor Hugos
Fantasi, før det faar Elefantsyge! Dimensionerne svulmer op, Hugo
ser det ene historiske Optrin drage frem efter det andet. Han ser
ikke blot Kejseren selv, han ser Masserne, der kæmper og lider.
Tilbagetoget gennem Rusland staar levende for ham, Nøden, Kulden,
Fjendernes lumske Overfald og Soldaternes urokkelige Mod, alt ser
han, ser det gennem det evige Snefog.
Sneen føg. Det, som kuet var blit, nu havde det Overtaget.
For første Gang sit Hoved Ørnen sænked: saa var det laget,
Mørkt og graat! Nu Kejseren ses langsomt tilbage vende
Og bagen for sig lader han i Røg Moskau ligge og brænde.
Sneen føg. Vinteren vild rased ned som i Skred.
Hvid Slette var det først, og saa hvid Slette igen bagved.
Fører var ej at kende mer’, ej Fane, ej nogen Slags Orden.
Nu nylig var det »den store Armé«, — nu her var det bare Horden.
Centrum, venstre, højre Fløj, det alt i ét for dem løb.
Sneen føg. For at finde Ly de saarede Gutter krøb
Ind i Bugen paa Hestens Lig. For Indgangen til de øde
Lejre saa man Trompeterne staa paa Post, helt stive og døde
De stod, de sad i Sadlen endnu, stumme, i Rim-Slag gemte,
Mens Munden end (den var frosset stiv) mod Messinghornet de klemte
Granat, Kardætske, Kugler ned imellem Snefoget regned.
De studsed nu, Grenadererne, — de kendte jo, at de blegned;
Marscherte fremad, tunge i Sind, mens Mustascherne frøs til Is.
Sneen føg, Sneen føg, evig — — — — — — — —
Victor Hugos Øje fængsles af Masserne, og det er fremfor alt
Masserne, han forstaar at gøre levende. De vokser op over
Virkeligheden, disse Soldater, der »sove ind som Titusende og vaagne op
som Hundrede«, de synes at være Gengangere, Spøgelser. Paa samme
Maade faar han hele Waterlooslaget gjort levende. Han griber det
afgørende Punkt. Napoleon holder Wellington fast. Han ser en
Armé komme — »Det er Franskmændene under Grouchy« Nej, del
var Tyskerne under Blücher. Og et vildt Myrderi opstaar: alt er
forgæves. Napoleon sender sin Kejsergarde i Ilden. De ser, at de
gaar til Døden, de raaber: Leve Kejseren! og segner om. Og saa
bliver det Victor-Hugo-Mythe: Nederlaget selv rejser sig op mellem
Rækkerne, en Kæmpekvinde, bleg Forfærdelse staar at læse i
hendes Aasyn; hun skræmmer dem, og straks forvandles Fanerne for
deres Øjne til Laser, hun raaber til dem: Flygt! og de kaster
Vaab-nene og styrter afsindige afsted. — Man skulde tro, at Forbindelsen
her maatte svigte, og at naar Epigrammet svulmede op til saadanne
Dimensioner, maatte dets Spids sløves. Men nej! Der er sørget for
at det ikke gaar saa. Ud af Epigrammets Pointe er der nemlig ogsaa
vokset en Mythe, der over alt gaar igen som et Omkvæd. Hvert
Optrin ender med, at Napoleon vender sine Øjne opad og spørger
Gud: Er dette Tugtelsen? Og stadig lyder Svaret »Nej« — »Ikke
Forf.s
Oversættelse
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
