Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
322
JUST BING
sin »uovervindelige Armada«, som han har sendt for at kue
England, Pludselig kommer en Brise og river Rosen væk fra Stilken.
En Brise, der ikke vil frygte hendes Vrede:
Og Bølgen, der bruser og bruser dernede
Det Vand, som var stille, det hæver sig op;
et Hav i Bølgegang og med Skum paa sin Top,
i den stakkels Rose det truende slider,
den drejer, den rives afsted til alle Sider,
spredes over Dammen, der flyder Blad ved Blad,
1 som Bølgeslag samler og atter skiller ad —
Som F1 a a d e r, der strande, mens Skyerne jager.
Til Orde den strenge Duenna da tager
og siger den lille med det drømmende Sind:
Alt har Jordens Fyrster, kun ikke Himlens Vind.
Saadan er Hugos Fantasi, Tanke og Billede, Stemning og Mythe
væves sammen, og Stemningen kan skabe sig en Uendelighed af
Udtryk, stadig nye Former vokser frem for at udtrykke den, nye
Billeder, nye Myther. Hugos Lyrik er ikke et enkelt Instruments
Toner, men et helt Orkesters Brusen. Naar han digter sin Klage
over Datterens Død, vaagner det ene Minde efter det andet. Og
naar hans Tanke er i Bevægelse, tvinger den en hel Verden under
sig for at give sig Udtryk. Hugos Tankeverden er sammensat af
Tanker, der magelig kan tænkes uden Hekseri; det er Troen paa
Gud, paa Fremskridt, paa Frihedens og Aandens Sejer gennem Kamp,
paa Naturens Guddommelighed o. s. v., i det Hele en Tro, der ikke
er forskellig fra, hvad brave Folk i Almindelighed tror. Men han
forkynder disse Tanker med en Styrke, en Billedpragt, en
Fantasi-flugt, som gør dem evig unge og levende. Og han iler straks af
Sted for at omfatte den hele Verden i dem; han standser ikke, lør
hans Stemningsorkester har ladet hans Tanke runge fra Hav til
Hav. — Paa denne Maade kommer Hugo til at holde sig selv
folen Aandens Profet, og vinder sig Ret dertil, til Trods for, at de
Tanker han forkynder, hverken er særlig originale eller dybtgaaende
Det er hans Profetstemme, som er vældig, det er hans Fantasis Syn
ikke den abstrakte Tanke, hvori det geniale ligger hos ham. Men,
Tanken har vakt Synet, og Hugo vilde ikke have været saa stor en
Digter, om han ikke havde troet sig at være den store Profet. Thi
derved vokser hans Livsfølelse, og det er hans uendelige Livsfølelse
som gør hans Digtning saa stor. Det er i Grunden den, han
skildrer i sit herlige store Digt »Satyren« i »Aarhundredernes Legende«.
Guderne (de officielle Guder) ler af den lille hæslige Satyr og
faar ham til at synge for dem. Og han synger om Havet og om
Jorden, om Hulerne, hvor sorte Floder rinde, om Kampene mellem
Træerne nede i-Jordens Dyb, om det skjulte, frygtelige Liv, som den
gemmer. Han raaber: Vær hilset Kaos, Kaos er en Gud, Begyndelsen
til alt. Og han siger: Sjælen! Sjælen er i Træet, som suser, i
Dyret, som brøler. Sjælen gaar ud fra Kaos, Sjælen spreder Kaos. Og
Mennesket kommer frem. Træet er helligt, Dyret er helligt, Mennesket
Oversat af
Poul Le vin
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
