Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
324
JUST BING
nesket iler alt nu over Havet paa Dragen af Jern, af Lyn, af Damp
Maaske vil det en Dag faa Vinger og flyve op til Himlen. I Guder
har erobret, men ikke forstaaet. Alt vil forsvinde. Der er En.
Mennesket vil aldrig faa ham at se; det vil danne Gudebilleder, det vil
faa Præster. Men den Ene vil herske. Det, som kaldes evigt, er
blot et Nu for ham. Satyren vokser, bliver bjærghøj, hans Haar
bliver en Skov, Floder og Søer risler ned af hans Sider, han fylder
hele Rummet og han raaber:
Plads for Verdenssjælen, at frit den straale
En Konge, det er Krig og en Gud er Nattens Sky
Frihed, Livet, Troen maa for Dogmerne fly.
Aanden skal beherske, til Lyset alt jeg vier,
Kjærlighed skal samle de brudte Harmonier.
Himlens Blaa skal standse den Ulv, der gik paa Ran
Jupiter paa Knæ! Plads for Altet; Jeg er Pau.*)
Man kan ikke faa en mere nøjagtig Skildring af Indholdet og
Aanden i Victor Hugos Poesi, end han selv har givet i dette Digt.
Vender man sig fra denne lyrisk-episke Digtning til Hugos
Romaner f. Eks. De Elendige, saa vil man her møde det samme Fænomen.
Det er ikke Menneskeskildring, men det er sublim Poesi. Den uendelig
milde, alt tilgivende gamle Biskop, Forbryderen Jean Valjean, som
ved Biskoppens Kærlighed bliver forvandlet til et nyt Menneske, og
som bliver de ulykkeliges Redningsmand, den ubønhørlige
Politimand Javert, der stedse ser paa Jean Valjean med Mistankens skarpe
Blik og ikke hviler, før han har afsløret hans gamle Forbrydelse, —
de ere ikke Virkelighedsmennesker, men Myther og poetiske
Symboler. Kommer man derimod til Masseskildringerne, da rejser
Virkeligheden sig i Hugos Fantasi i al sin levende Mangfoldighed. Det
vrimler af Liv i Skildringen af Slaget ved Waterloo, og Nattens
Stilhed omkring Barrikaderne forstaar Hugo at trylle frem for vor
Fantasi saa mægtig, saa trykkende, at vi ligefrem faar den fysiske
Fornemmelse deraf. Naturligvis holder disse Skildringer sig ikke
inden for Virkelighedens Ramme. Hugo vilde ikke være Hugo, om
han ikke ud af denne vrimlende Virkelighed lod vokse frem en
Mytheverden, højere og mægtigere end Virkeligheden, og førte os
den for Øje under hele sin rhetoriske Magts rungende Toner.
Victor Hugo har sin Modsætning i den Gruppe af Digtere, som
kaldes »den parnassiske Skole«, navnlig i de tre betydeligste af dem
Leconte de Lisle, Sully Prudhomme og Charles Baudelaire. Victor
Hugo elsker og priser Livet, og Livsfølelsen gør hans Digt svulmende.
De hader eller frygter Livet, de elsker og priser Døden, og deres
Digtform er knap og skarpt betegnende.
*) Oversættelse (og Gengivelse) efter Poul Levin. V. Hugo 2, 156 ff.
Den
parnassiske Skole
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
