Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
325
Den første af dem, Lecontc de Lisle, er født paa Øen Bourbon
(Réunion) og Æquatorregionens exotiske Præg hviler over hans Poesi.
Da hans socialistiske Utopier vare strandede, trak han sig tilbage
til Digtningens faste Borg. Den kunstneriske Form blev ham et
blankt og stærkt Harnisk; han studerede græsk og indisk,
skandinavisk og polynesisk Kultur og Religion, og han tog Revanche for
sin Skuffelse ved at betragte Menneskenes religiøse Illusioner under
alle Former. Hans Digtning indeholder næsten hele Verdens
Religionshistorie; Religionen tegnede sig altid for ham som en Illusion.
Menneskene danner Guder, og Guderne forsvinde med Menneskene;
det er Livets Nødvendighed og Livets Usselhed. Men Naturen, der
saaledes paa Overfladen bruser og
bobler, er stille i sit Dyb, tavs,
følesløs. Lykkelig den, som kan
naa frem til denne tavse og høje
Følesløshed. For bag det Hele
ligger det store Intet, Nirvana, Døden.
Vi lever kun, fordi vi siden skal
dø. Livet, med dets Glæder,
Taa-rer og Lidenskaber er foragteligt.
Døden, Stilheden er stor,
majestætisk, dejlig. — I hel og fuld
Overensstemmelse med denne
Anskuelse er Leconte de Lisles
Skildring plastisk, klar og højtidsfuld.
Han ser sin Genstand saaledes,
som den tegner sig »under
Evighedens Synspunkt«. Han skildrer
Kondoren, som langsomt og mægtig
hæver sig op over Sydamerikas
højeste Højalper. Den stiger op
did, hvor Vinden ikke naar, og
fjernt fra Livets sorte Klode sover
den med vidtudspilede Vinger i
den isnende Luft. Han skildrer
Elefanternes Tog gennem Ørkenen — rundt omkring »intet Liv,
ingen Støj«. — De følger sin Fører til deres gamle Hjem, aldrig
sagtner Toget, aldrig iler det; sikkert, urokkeligt gaar det frem
gennem Ørkensandet. Han elsker Tropernes Natur, paa en Gang
majestætisk og tom, dens naadeløse, fortærende Sol, og den Stemning,
den frembringer, et Nirvana, med dets »højeste, mørke Vellyst«,
hvor Hjertet er »syv Gange badet i Guddommens Intethed«.
Orientens Ro er hans højeste, han har i Digtet »Verandaen«, mageløst
skildret den: den persiske Fyrstinde hviler i vellystig Ladhed under
Narkosen af sin Vandpibe; hun drømmer stille, Øjnene straaler i
den tavse Beruselse. Om hende er Blomsterduft, sagte Fuglesang,
Insektsummen og svagt plaskende Fontæner i røde Porfyrskaaler.
Fig. 131. Leconte de Lisle.
L. de Lisle
1818—1894
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
