Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
330
JUST BING
det døde Legemes yppige Skønhed og véd Gætninger om, hvad for
et Mysterium, der ligger bag ved denne Gru.
Disse irgrønne og brændende blodrøde »Syndens Blomster«,
fuldendte i Form og giftige i sin berusende Duft, er vistnok den mest
alkoholholdige Poesi, man kan finde i hele Verdens Litteratur.
Alle disse Digtere og de andre »Parnasianere«, der grupperer
sig om dem, dyrkede Formens Mesterskab som en Religion. Det
var »Kunst for Kunstens Skyld« : det præcise Udtryk, den bestemte
Betegnelse, den sikre »Lokalfarve«, den lydeløse Versform.
Betegnende nok satte Banville, der skrev Parnassets poetiske Lovbog, i
den et Kapitel om den digteriske Frihed, den bekendte »Licentia
poetica«, der lyder saa: »Der gives ingen«. Poesien bleven
Kvint-essents af Livet. Kredsens Virtuos i Destilleringen deraf, Herédia,
kunde sammentrænge en hel Slagskildring i en Sonnet. Denne
kølige Formkunst søgte naturlig til fjerntliggende Emner. Da en af
Kredsen, Coppée, gav sig til at give »eksakt« Skildring af Folk og
Liv i Paris’s Forstæder, gik der dels Hverdag, dels Sentimentalitet
i hans Poesi. Og en anden, »Vagabonden« Paul Verlaine, lige
ustyrlig i Liv som i Digtning, brød ud og gjorde Oprør. Ikke mere
den faste Versform! Digtet skal være Musik, Ikke mere den
bestemte Lokalfarve! Den sagte Afskygning! »Tag Veltalenheden og
vrid Halsen om paa den«. Og fremfor alt
Dit Vers skal ha Løvetandens Natur,
som spredes, naar Morgenens Krusning lufter,
skal fyldes af Myntes og Timians Dufter,
— alt det andet er — Litteratur.
Det blev da en Digtning, som er helt ny i fransk Poesi: der er
Vers, som er den rene Sang; man glemmer Ordenes Betydning over
deres Vellyd. Det er en Kunst, som taler i sagte Antydninger, som
lader én fatte, uden at den beskriver. Naturen smelter sammen
med Sjælens Stemninger til et vidunderligt hele. Eller Verlaine
kan snakke saa jævnt og stilfærdigt og forsigtig, for saa, ved det
rette Ord med den rette Klangfarve paa det rette Sted, at faa os
rykket ind i sin egen svævende Stemning, Men der er ogsaa Digte,
som stammer og sitrer af hæs Lidenskab, af betaget Andagt, som
bobler over af Hidsighed. Og ligesaa forskellig som Formen er de
Følelser, den udtrykker. Verlaine er Zigøjneren, der flakker
gennem det usleste og det ædleste i Menneskelivet. Han er snart en
vild Gudsbespotter, en kaad Faun, en raffineret Vellystning med
sygelige Drifter, snart et sygt og livstræt Menneske, en arm Synder,
et svagt Barn, der hulkende kaster sig for Guds Moders Fod. Man
ved lige saa lidt, hvor man har ham, som man ved det med Heine;
men Verlaine er, til Forskel fra Heine, altid brændende oprigtig.
Et lille Indtryk af, hvor helt denne Poesi er hentet lige ud af Livet,
faar man ved denne lille Sonnet;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
