Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS I.ITTERATUBHISTORIE
329
fylder ham med en Fortvivlelse, som ingen Trøst kender, en
Fortvivlelse, han fornemmer som en vellystig Gysen. Religion er
Spænding mellem Himlen højt over ham og Helvede i ham, Religion er
Fortvivlelsens Nydelse, og denne Nydelses Form er Gysen. Det vil vi
genfinde ikke bare i Religiøsiteten hos Baudelaire, men overalt. Hans
Kærlighed har intet med Hjertets Følelser at bestille; det er ene
og alene en sanselig Elskov og en Skønhedsdyrkelse, der tager
Form af Tilbedelse, men kræver fuldt Tilbehør af Parfymer og
Luksus. Han søger Fortvivlelsen deri; hans elskede skal være
»skøn og sorgfuld«, han kalder hende i sin Kirkestil »Sorgens Kar«.
Han elsker Fornedrelsen deri, elsker hende desto mere, jo mere
»hun forøger de Mile, der skiller hans Favn fra det uendelige blaa«.
Hans Sanser forlanger stadig at kildres og at gyse, for han lider
evig af Livslede; i hans Aarer rinder »Lethes skimlede Vand«, han
dyrker Vampyren i Kvinden. Han sitrer i Spøgelsesangst og lokkes
just af det, som han afskyr — »den uimodstaaelige Afsky«
(l’irré-sistible Dégoüt) giver ham det rette Vellystgys. Det er da Giften i
Elskoven, som tiltrækker ham; han raaber til hende: »Jeg skal
være din Ligbaare, du elskelige Pest«.
Hele Stemningen er stadig ligedan hos ham: evig Høst, evigt
Graavejr, evig Regn. Stadig ser han al Livets Usselhed og fyldes
af Medynk derved. I sit Digt »Morlillerne« (les petites Vieilles)
skildrer han i gysende Medfølelse disse indskrumpede gamle, der
tripper eller slæber sig sammensunkne afsted gennem Vinden og
Omnibuslarmen med sin Pose paa Armen. Han tænker paa, at de
bliver bitte smaa igen, de kan rummes i et Barns Ligkiste. Eller
— læg vel Mærke dertil — han tænker paa — en rent geometrisk
Tanke —, at Haandværkcrne maa indrette deres Kister paa forskellig
Vis, da de er blevet vanskabte paa saa mange Maader. Her ser vi i
et Blink, at der i al denne Medlidenhed ligger skjult en ubevidst
Grusomhedsorgie; han er medlidende af Trang til— at føle »Gyset«.
Denne Stemning er der over Baudelaires hele Livsbetragtning.
Der risler igennem hans uendelige Tristhed en hemmelig vellystig
Gru, naar han tænker paa Livets Forkrænkelighed, og han vender
altid tilbage dertil; bag Livet, bag Skønheden griner Døden, og
Døden er Benrad, Forraadnelse, Aadselstank. Ikke nok dermed. I
hans Elskov ligger der en skjult Lyst til at nyde Mordets og Bloddaadens
Rædsel. Han giver det Udtryk i et af de berømteste og græsseligste
Digte i sin Samling — Titelen er i Kirkestil: En Martyrinde.
Omgivelserne er en Orgie: duftfyldte Flakoner, yppige Møbler,
guldvirkede Stoffer, Marmor og Malerier, parfymerede Kjoler, som slæber
henover Gulvet i rige Folder, Drivhusvarme og »Blomster der,
døende i sine Ligkister af Glas, udaander sit sidste Suk«. Der
ligger et hovedløst Legeme, strømmende af rødt, levende Blod,
»hvormed Linet læsker sig, med en Engs Graadighed«. Og det afhugne
Hoved, med Juveler i det sorte Haar, staar paa Natbordet og ser
med brustne, hvide Øjne ud i Rummet. Hele Digtet dvæler saa ved
Europas Litteraturhistorie. 42
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
