Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - II. Naturalismens vækst i lyriken - III. Det ældre problemdrama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
342
JUST BING
dale, da han i endel Digte sagde alting helt ud uden Spor af Blusel.
Han opregnede alle mulige Legemsdele (ogsaa de i Poesi mest
umulige) og fandt, at hver af dem var et »Digt«. Paa samme Maade
forkastede han enhver moralsk Regel, Moral var bare Natur.
Ligesaa enhver Samfundsdistinktion, alle var lige, alle var
»Kammerater« ; det skulde det frie Amerika lære Verden. Det enkelte
Menneskes Frihed og Lykke var netop det, det gjaldt om. Hvert Menneske
er Verdens Centrum. Ligesaa forkastede han enhver poetisk Form;
ikke Vers! Rytme var bare poetisk Blødagtighed; Ord og Ting
danser om hverandre, og tidt faar man hans lange Linjer »i den
gale Hals«, som Adolf Hansen træffende udtrykker det. Det skulde
heller ikke være Digte, det skulde være »Messer«. Tingene selv og
Tankerne — deri bestod hele Poesien. Derfor blev det hele en
Samling af tørre Ramser og storslagne Fantasi-Syner Side om Side,
men i en evig bred Begejstring, saa aaben og frodig som Amerikas
Prærier. Det er den poetiske Naturalisme i alier videste Forstand;
der mangler kun en Ting, men en, som Naturalismen ikke godt kan
være foruden: det naturlige Udvalg.
III. DET ÆLDRE PROBLEMDRAMA.
Takket være Scribes fortrinlige dramatiske Maskineri havde det
franske Teaterpublikum, baade medens den franske romantiske Skole
stod i fuld Blomst og da Blomsten var visnet, først og fremmest
været spændt paa det store Spørgsmaal, »om Adolf og Ernestine
tilsidst skulde faa hinanden«.
Mod alle de Intriger og Forviklinger, som gjorde Afgørelsen deraf
saa spændende, kunde Romantikens stolte Hjelmbuske ikke hamle
op. Ja, Mussets »Proverber« syntes Teatret knapt at have
opdaget. Scribes Herredømme blev styrtet af to Forfattere, Emile
Au gier og Alexander Dumas den yngre. De gør begge Dramaet
til Menneske- og Samfundskildring, deres Komedie er væsentlig af
samme Art, det er en gribende og rystende Prædiken, som de
holder deri for sin Samtid. Deres Persongalleri er væsentlig det
samme: Typer af Overklassen fra 1850erne, Folk, som er kommet
vel til Magt eller som lever uden at bryde sig om de usle Penge.
Men der gives næppe to Forfattere, som er mere forskellige end
disse to.
Augier var begyndt som Tilhænger af Ponsard og hans »sunde
Fornufts Skole«. Han førte en rolig Forfatter-Tilværelse, var en
brav, frisindet borgerlig Mand. Had til de klerikale og Aristokraterne
var hans eneste Lidenskab. Navnlig faar hans Antiklerikalisme ham
Augier
1820-1889
Dumas d. y.
1821—1895
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
