Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - III. Det ældre problemdrama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
347
Aar som hans »Olympias Ægteskab« udkom som Svar paa Dumas’
Kameliadamen, havde Dumas sin Gendrivelse af sit eget Stykke
færdig. Det hed: Demimonden.
Alexander Dumas var nemlig trods sin »Kameliadame« paa ingen
Maade nogen Romantiker. Han var en skeptisk Natur, han studerede
det Samfund, han levede i, og hans Liv havde ved to afgørende
Anledninger ladet ham faa se delte Samfund fra Vrangsiden.
Alexander Dumas var uægte Barn, Søn af sin Kollega og Navne,
den ældre Dumas. Han havde som Barn ganske ubarmhjertig faaet
at føle, hvilken Plet uægte Fødsel er for et Menneske i Frankrig,
fra han kommer i Skole. Han kom siden i Ungdomsaarene til at
dele sin Faders Liv. Den ældre Dumas behandlede sin
Forfattervirksomhed og sit Liv med den samme ødsle Letsindighed. Han
leverede sine 215 Bind ved Medarbejdere og Medarbejderes
Medarbejde, uden Stans, uden Slappelse af Fantasien, uden den ringeste
Anfægtelse af kunstnerisk Samvittighed. Engang da Sønnen gik og
pinte sig med Slutningen af sil Stykke, sa’ han: »Du kan spise Frokost
hos mig en af Dagene, saa skal jeg finde paa en Slutning for dig,
medens jeg gnaver min Kotelet.« Men Sønnen belakkede sig, han
vilde finde sin Slutning selv. Paa samme Maade førte Faderen det
vildeste Liv; men Udsvævelserne svækkede ham hverken fysisk eller
moralsk. Der fandtes hverken Træthed eller Blaserthed hos ham;
han var en af dem, som kunde blive 70 Aar og dø »af Ungdom«.
Men denne Træthed og Blaserthed blev Sønnens Lod. Han skildrer
Forholdet i sin »Ødsle Fader«: »Du er født i en Tid, da hele
Frank-rige havde Feber, da Individer og Masser paa allß Maader søgte at
øse ud sit Overmaal af Livskraft. Du blev drevet til det larmende
Liv af din Natur, af Nysgerrighed, af Temperament. . . . Men jeg
— som næsten alle af mit Slægtled — er fra Barndommen af
indviet i dette mondæne Liv, er født i en Træthedstid, en
Overgangsepoke, jeg har kun ført dette Liv af Slaphed, som en Efterligning,
fordi jeg ikke havde andet at bestille.« Sønnen har som Udbytte
af dette vilde Liv faaet sit skeptiske Kenderblik, han har gjort
Studier i det lave og usle, han er blevet en Kvindeforagter, hvem
den foragtede Kvinde altid interesserer og tit fortryller. »Jeg gifter
mig ikke, siger hans Ræsonnør De Ryons i »Damernes Ven«, fordi
det vilde hindre mine Studier over Kvinderne, disse fortryllende,
skrækkelige Rovdyr, for hvem man vanærer sig, ruinerer sig, dræber
sig, og som midt under det almindelige Blodbad ikke bestiller andet
end at klæde sig, snart som en Paraply, snart som en Klokke«.
»De hader altsaa Kvinderne?« »Jeg tilbeder dem; men saaledes, at
de ikke kan bide mig — paa den anden Side af Gitteret.«
Paa denne Maade blev han skikket til at studere det andet
Kejserdømmes brogede Samfund, hvor alting glimrede, og
Similidiamanterne ikke lyste mindre end de ægte. Han opdagede her »nyt
Land« i Pariserlivet, og det nye Land gav han del gamle Navn
»Demimonden«, men han forstod det i særegen Betydning; det er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
