Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - III. Det ældre problemdrama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
349
Elskeren, og han tager med sig den Kasse, som ikke er hans. Hun
fortæller det frejdig til Veninden og glemmer ikke at opgive Adressen:
Frøken Rose, Poste restante, London. — Som Modsætning hertil
staar den opadstræbende Kvinde. »Baronesse« Suzanne d’ Ange
fortryller alle i disse Omgivelser, og hun vil ved Ægteskab naa op i
den virkelig store og fine Verden. Hun hykler og lyver til højre
og venstre, men med en Aandsnærværelse og en Sikkerhed, som
aldrig forraader sig, og hun har Vaaben i Hænde: hun ved om
alle sine Omgivelsers Hemmeligheder. Ved sin Livlighed og sin
Aandfuldhed kan hun paa en Gang ægge, drille og bedaare. Man
bliver ikke færdig med hende, hun kan fængsle, og inden man ved
Ordet af det, har hun gjort en til sit Redskab. Der maa et rent
Theaterkup til for at demaskere hende.
Tilsvarende til denne den sociale Usikkerheds Verden, staar den
økonomiske Usikkerheds Verden, paa den ene Side: Svindelen, paa
den anden: Børskongen. Dumas har her i »Pengespørgsmaalet«
tegnet den »nye Type«. Jean Giraud »bliver maaske en Dag ved
sine Kapitaler og sine elastiske Ressourcer en af de brutale Magter,
som den alvorligste Administration er nødt til at regne med.« Han
har begyndt med at samle Pengene op paa Gaden, og han gør ingen
Hemmelighed deraf; han ved, at »man diskuterer Dyd, Skønhed,
Mod, Geni, men man diskuterer ikke Penge«. Men Pengene maa
— det er det nye Samfunds Lov — kunne disponeres til enhver
Tid og uden Hensyn. Man tjener ikke 5O°/o uden at man
øjeblikkelig benytter Chancen. »Om jeg gav Dem Garantier, indbragte
Deres Penge 5°/0, over det garanterer man intet.« Jean Giraud
har en Skurks Foragt for alle moralske Værdier. »Mod er værd
en Sou pr. Dag, om De bliver Soldat, Intelligens 100 Frank.Maaneden,
om De bliver Handelsbetjent, Hæderlighed 3000 Frank aarlig, om
De bliver Kasserer.« Som han regner alting i Penge, betragter han
alting som Geschæft. Da han ordner sin Ægteskabskontrakt,
forklarer han lige til: »Det kan være, at vi af en eller anden Grund
en vakker Dag maa skilles.« Og da hans Forlovede svarer, at det
er pinligt at forudse Skilsmisse, naar Ægteskabskontrakten
undertegnes, lyder Svaret kategorisk: »I Forretninger maa man forudse
alting«. Men han er dog ingen Skurk. Det er en yderst løjerlig
Scene, hvor alle er forsamlede og tror, at han har ruineret dem
og er rømt med Pengene. Pludselig melder Tjeneren Herr Jean
Giraud. »Hvad, er det Dem?« »Javel er det mig. Jeg havde jo
sat Dem Stevne Kl. 2«. »Men der gik Rygter om, at De var rømt
med Penge, som var betroet Dem.« »Jeg var i Havre. Har jeg
ikke Lov til at rejse til Havre?« »Det synes ikke saa.« »Det er
for drøjt. Nu vel, Sandheden er, at jeg ikke har forladt Paris.
Det var et Børsfif for at vinde Penge. Her er de, Værsaagod!
Men Selskabet, som hylder den gamle og ikke den ny Hæderlighed,
betakker sig for siden at tjene Penge paa den Maade.
Samfundet er en indviklet og variabel Indretning, men der er
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
