Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - III. Det ældre problemdrama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
350 JUST BING
ét, som bliver det samme overalt: Kærligheden. »Manden kan
skifte Bolig, Religion, Sæder, Styrelse, Litteratur, Sprog, Ideer,
Guder; men han vil aldrig forandre sit Forhold til Kvinden . . . Det
er samme Ting, han attraar, om han optræder med Ægtemandens
hellige Ret, med Elskerens ideale Skær eller med Hannens brutale
Begær.« Det almindelige Begreb: Kærlighed antager derfor en
Uendeliglighed af forskellige Afskygninger efter de forskellige Samfund
og Samfundslag, de forskellige Karakterer, Omgivelser, Forhold.
Dumas finder nu, at »Mænd og Kvinder samles i Teatret bare for
at høre Tale om Kærlighed.« og sikkert er det, at i hans egne
Stykker er den baade Midtpunktet i Handlingen og i
Menneskestudiet. Han har stedse betragtet den med Mistankens skærpede Blik,
han analyserer, destillerer, pulveriserer den uden Barmhjertighed,
og Resultatet viser, dens Arter er yderst forskellige. »Det er med
Kærlighedens forskellige Stadier som med de forskellige Lejeboere
i et Hus. De kender ikke hinanden, hilser ikke paa hinanden. De
benytter samme Trappeopgang; det er det hele.«
Den Følelse, som kalder sig med Kærlighedens Navn, er lit den
rene Humbug; og Dumas hengiver sig til den bitre Nydelse at
afsløre denne Humbug i al dens Ynkelighed. Hvad bringer Elsker
og Elskerinde med til sin forbudte Forbindelse? »Hun bringer et
omstyrtet Ideal, svag Værdighed, slap Moral, en Fantasi, som er
hidset af slet Læsning og slet Samtale, af slet Eksempel;
Sansenys-gerrighed, som kalder sig Følelse; Tørst efter Spænding ved Faren
i at balancere paa Afgrundens Rand, i den List og Fordølgelse,
som Omstændighederne kræver. Han bringer med sin Skrædder og
sin Hest, sit Slips efter sidste Mode, Blikke som en Provinstenors,
mekaniske Haandtryk, udslidte Fraser, Forsikringer, som ikke
lokker en Vælger i Saint-Flour; sin Lediggang og sin Sparsomhed
(for Clorinde og Pamela laaner kun mod Pant) og endelig sin
saa-kaldte Ære, d. v. s. hvis det kommer til Eksplosion, Chancen for
at faa en under Øret, til pænt at maatte beholde den eller dræbe
den Mand, han har bestjaalet, eller endnu værre, at maatte leve
med den vanærede Kvinde i en Hytte, hvor der ikke mere er noget
Hjerte. Ikke et Atom af Agtelse, ikke et Milligram af Kærlighed,
ikke den svageste Skygge af Værdighed.«
Dumas hudfletter med vild Lidenskab denne falske Kærlighed
baade hos Mænd og hos Kvinder. Hvor ussel viser han sig ikke,
dette Mandfolk, denne Cygneroi i »En Bryllupsvisit«. Han er
nygift og han aflægger med sin unge Hustru et Besøg hos Lydia, som
han før har elsket. Hun vil have ham bort for enhver Pris, hun
lader sin Ven Lebönnard binde ham paa Ærmet, at hun har haft
tre Elskere før ham. Unødigt! Han har sagt Farvel til alle
Kærlighedshistorier og er gaaet sødelig til Havn i Ægteskabet. Ja, mere
end unødigt! Han tror derpaa, og de opdigtede tre Elskere gør
hende pikant. Nu fængsles han, nu vil han flygte med hende.
Naar han foragter hende, naar han tror, at hun er en fordærvet
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
