Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - III. Det ældre problemdrama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
352
JUST BING
miske Kurtisane«. Hun har sin Regnskabsbog i Orden, paa
Indtægtssiden: »Faaet af Hr. N. 1000 Franks«, paa Udgiftssiden
»Grønsager 2 Sous«.
Mod Slutningen af 1860erne og navnlig efter Fædrelandets
Ulykke i 1870—71, bliver Dumas’ Had mod denne Art Kvinder en
vild Lidenskab, og under Presset af denne Lidenskab forandrer
hans Skuespil sig. Dumas Dramaer havde været
Konversationsstykker, Komedien var deres Udgangspunkt. De optrædende var
Mænd og Kvinder af Verden, deres Samtaler havde været »skrevne«,
det var ikke det naturlige Udtryk, men den aandfulde Replik, der
var det ledende Princip i dem; Dumas havde stadig Trang til at
lade sin Pariseresprit glimre, lyne, ramme. Hans Stil ejede det
andet Kejserdømmes »elegante Brutalitet« i fuldt Maal. Men han
var paa samme Tid en Moralprædikant, han holdt i sine Stykker
Moralprækener for Verden. Og for Udviklingen af Handlingen i
Stykket er Dumas’ moralske Ideal Ledestjernen. »Den Kunstner,
siger han, som ikke idealiserer det Reelle, som han ser, og ikke
realiserer det Ideal, som han føler, — han fortjener ikke Navn af
Kunstner.« Det Livsbillede, Dumas viser os, er derfor den gode
Undtagelse i den slette Verden ; men han viser os med utvivlsom
Tydelighed, at det gode er Undtagelsen og Verden er slet, og
vi gaar bort fra hans Stykke med Mistillid til Livet og Verden og
med en Brodd i Samvittigheden. Dumas har villet, at hans Stykke
skulde have just denne Virkning.
Den Kvindeskikkelse, som han nu i Slutningen af 1860erne og
i 1870erne tegner, sprænger Konversationsstykkets Ramme. Dumas’
Kvindehad er blevet et vildt Raseri, han ser i den Kvinde, som
ikke vil underordne sig Samfundet, ligefrem la bete, Dyret i
Aaben-baringen, og hans Dom er fældet: hun skal dø uden Naade. Hans
Løsen er det ubønhørlige: Dræb hende! Det er sande Uhyrer af
Sanselighed, Forførelse, ødelæggende Instinkter, som han viser os.
Betegnende er, at han for ret at skildre dette Uhyre, maatte forlade
Skuespillet og gribe til Romanen, han skrev sin Fortælling
»Clé-menceau-Sagen«, hvor Hundyret Iza fremtraadte i al sin forførende
og betagende Magt, for saa tilsidst at blive dræbt som et Skadedyr.
Og med Dumas’ Kvindehad forbandt sig efter 1871 hans patriotiske
Smerte. Frankrig var knust under Prøjsernes Jærnhæle; hele »den
store Nations« Liv laa i Natskyggen af de fremmede Erobreres
Skikkelser. Dumas følte, at det bitreste af alt deri var, at Frankrig
ikke var bukket under for Prøjsernes Overmagt; det var den
moralske Opløsning, som det andet Kejserdømmes Usædelighed havde
voldt, der havde lammet Nationen. Dumas hadede først og
fremmest »Hjemmetyskerne« i Frankrig, som Ibsen efter 1864 først og
fremmest hadede »Hjemmetyskerne« i Norden. Han skrev sin
»Claudes Hustru«, hvor Løsenet er Fred, Folkelykke,
Fædrelandskærlighed, Religion, Arbejde, men hvor Revanche-Tanken dog
behersker det hele: Claude er Opfinder, og han vil genoprette Ver-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
