Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - III. Det ældre problemdrama
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
351
Kvinde, føler han en uiniodslaaclig Pirring og Spænding i det hele;
hendes Væsen har for ham faaet en pikant Ragout. Men naar de
tre Elskere er vandret did, hvor de kom fra, er hun ham
fuldstændig ligegyldig igen. — Det samme Træk møder vi flere Steder hos
Dumas: naar det spøger for, at Hustruen faar en Elsker, bliver
hun pludselig interessant for den usle Ægtemand; han opdager da,
at hun ejer en Lidenskab, som det kan være spændende at vække
og at blive Genstand for. Dette er ikke Kærlighed, det er Kamp
mellem ham og hende om, hvem der skal fornedre, ødelægge,
ruinere den anden. »Det ender — siger Lebonnard — med Had paa
Kvindens Side og med Foragt paa Mandens. Hvad er det saa godt
for?«
Men fremfor alt har Dumas her vist sin Bitterhed og Foragt
overfor Kvinden. Bourget har i sin Afhandling om ham fremhævet,
at hans Syn paa Kvinden forklares ved, at han paa Farsiden
nedstammede fra en lavere Race, at der flød Negerblod i hans Aarer.
Kvinden kalder han for det Værk, som Gud har ladet ufuldendt og
som skal fuldendes af Manden. Hendes Sjæl er et Kar, som skal
fyldes af Manden; hendes Legeme er til for at bære og danne, .nære
med sit Blod og med sin Mælk det Barn, som Manden »ikke har
Tid til selv at frembringe.« »Kvinden skal være Manden
underdanig. Manden er Guds Middel, Kvinden Mandens.« For Kvinden
som selvstændigt Væsen nærer Dumas den mest afgjorte Ringeagt.
Han kan prise hende som pligttro Hustru og Moder. Han kan
forsvare hende, hvor hun trænger til Beskyttelse; han kan vise
Overbærenhed mod den, som har hengivet sig i Kærlighed, og han kan
kræve Agtelse for den ugifte Moder, naar hun er Moder helt ud.
Han oprøres over, at Samfundet er saa uretfærdigt, at Manden, som
tit er den mest skyldige, skal gaa fri, medens Kvinden, som er den
mindst skyldige, skal tabe al Agtelse, saa hun staar der »med
Valget mellem Floden og Fortovet.« Og Barnet, som er absolut
uskyldigt, bærer i Samfundets Øjne en Plet paa sig ved at være
uægte født, — det vidsle Dumas selv af bitter Erfaring. Men derfor
har ogsaa i hans Øjne den Fader, som ikke viser sit Barn nogen
Omsorg, tabt al Faderret. I sit Drama »Den naturlige Søn« driver
Damas det op paa Spidsen, saa Sønnen spørger, hvad der vel kan
hindre ham i at kræve Faderen til Regnskab for den Skændsel, han
har ført over hans Moder. Da Moderen styrter til, svarer Sønnen
med en ægte koldblodig Dumas-Vending: »Vær rolig, vi holder
Logik-Øvelse, min Fader og jeg.« — Men saa har Dumas taget sin
Mon igen ved med Hævn og med Lidenskab at forfølge og
blotstille den Kvinde, som vil beherske og vil ødelægge Mændene. Han
har tegnet hende med stigende Bitterhed: Suzanne d’Ange er
Æven-tyrersken, stadig resolut, sikker og klar over alle sine Tusind Løgne,
fængslende i sin Aandfuldhed og sin Slagfærdighed, energisk og tro
mod sit Maal: at vinde sig Position i Verden. Albertine de la
Borde i »En ødsel Fader« er et lavtliggende Væsen, den
»økono
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
