Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - IV. Den moderne romans banebrydere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
356
JUST BING
Pécuchet studerede han en hel Række Videnskaber for at skildre,
hvad to Fæhoveder opfattede af dem. Han tænkte sig saa helt
ind i sine Personer, at medens han arbejdede paa sin første
Roman og skrev Skildringen af Fru Bovarys Arsenikforgiftning, fik han
selv Brækninger. Og dog saa hans evig tvivlende Natur aldrig
andet i sit Emne, end »en Illusion at beskrive«. Han studerede kun
Virkeligheden for at blive Herre over den. Da Sainte-Beuve i sin
Kritik over hans »Salambo« fandt Skildringen af det østerlandske
Liv i Karthago overdreven »orientalsk«, svarede Flaubert først med
en videnskabelig Gendrivelse, men tilføjede saa, at han ikke brød
sig det mindste om Arkæologien. »Hvis Enkelthederne ikke
stemmer overens, hvis Sæderne ikke lader sig udlede af Religionen og
Handlingerne af Lidenskaberne, hvis Karaktererne ikke hænger
sammen, hvis Klædedragterne ikke passer til Levesættet og Bygningerne
ikke til Klimaet, — da er min Bog usand. Hvis ikke, ikke.« Hans
Kunst var en Kunst, som saa Sammenhængen og vilde give den
Udtryk. Kunsten skabte selv denne Sammenhæng, den kunde det,
fordi dens Væsen er Skønhed, Flaubert var Kunstner, fordi han
var en glødende Skønhedsdyrker. Han foragtede Alting, undtagen
Skønheden; den var hans Livsprincip. Han arbejdede og arbejdede
for at give sin Skildring og sin Stil den fuldendte Form; han vilde
skabe en ejendommelig Rhytme og Melodi i sin Prosa, saa den
kunde nydes som Vers, skønt den ikke havde Versets bundne
Harmoni. Han gik hverken i sit Virkelighedsstudium eller sin
Formudmejsling klar af Pedanteriet, tiltrods for, at han i det store og
hele var saa langt fra at være en Pedant, som nogen kunde være.
Men han blev en af de største Prosaister, den franske Litteratur
har ejet; han har givet Skildringer, der baade ved sin indtrængende
Opfattelse og sine rammende Udtryk, er fuldendt baade som
Virkelighedsskildring og som Kunst. Romantik og Realisme drev
Vekselbrug hos ham, fra sin første realistiske Roman »Fru Bovary«, den
nøjagtigste Virkelighedsskildring af Mennesker og Forhold i en
Smaa-by i Normandiet, styrtede han sig midt op i Romantiken og gav
sin Higen mod Orienten frie Tøjler; til alles Forbauselse fandt
man, at Fru Bovarys realistiske Forfatter bragte paa Markedet en
Roman fra det gamle Karthago, »Salambo«. Saa kom igen en
Skildring af Pariserliv under Ludvig Filip: »L’Education Sentimentale«
(nærmest: »Hjertets Opdragelse«), saa atter en Skildring af den
hellige Antonius’s Fristelser i Ørkenen. Og mellem hver Bogs
Udgivelse laa der 6—7 Aar. Flaubert var en Eksperimentator; han
vilde aldrig udnytte det indvundne, men stadig bryde sig nyt Land.
Som den første af de store Renæssancekunstnere Lionardi da Vinci
trivedes han kun ret, naar han forenede Kunsten med Videnskaben
og søgte at naa ud over de Grænser, som man havde sat for dens
Raaderum. Han saa, at det var umuligt at forene dem, men just
det umulige lokkede ham. Han har skildret dette evige Forgæves
i et af den hellige Antonius’s Syner i Ørkenen. Der ligger den evig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
