Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - IV. Den moderne romans banebrydere
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
355
at blive Samfundsreformatorer og at ville grundlægge et helt nyt,
socialistisk farvet Fremtidens Samfund. Men det er betegnende, at
Zola her lægger Vægten dels paa Retsforholdene, dels paa
Videnskabens Fremskridt; Frelsen skal hos ham komme fra Kemikerens
Retorter. Tolstoi lægger derimod den væsentligste Vægt paa
Sindsforandringen hos hvert enkelt Menneske. Det staar ganske sikkert
i Sammenhæng med, at i den franske Naturalisme er
Samfundsskildringen, i den russiske Menneskeskildringen det fremtrædende Træk.
Den franske Naturalisme vil skabe sine Skikkelser efter Videnskabens
Love; den ser i sine Mennesker Resultanter af forskellige Faktorer
— Slægtsarv, Opdragelse, Livsforhold o. s. v. De beviser sin
Sandhed derved, at de bliver logisk rigtig fremstillede Typer, der
frem-gaar af disse Faktorers Sammenvirken med og Modvirken mod
hinanden. . Den russiske Roman derimod bygger først og fremmest
paa Forfatterens psykologiske Seerblik, og dens Skikkelser viser sig
som sande, fremfor alt ved den dybe Opfattelse i Sjæleskildringen
og ved deres rige menneskelige Indhold.
Disse to Retningers første Foregangsmænd Gustave Flaubert
og I va n Tu rge nj e v er karakteristisk forskellige. Begge er ganske
vist fuldendte Kunstnere og er fuldkomne Mestere fra deres første
Værker af, og begge følte sig i Modsætning til sin Tids Samfund.
Men deres Stilling her er straks forskellig. Flaubert lever midt
oppe i sit Samfund, og han søger at fly det, at holde det paa
Afstand. Turgenjev lever i en halvt ufrivillig Landflygtighed og en
sagte Hjemve gør sig gældende i hans Skildringer. Hos ham
trænger Medfølelsen sig gennem Satiren; medens Flaubert beskriver hver
Detajl i det, som han foragier og hader. Og fremfor alt:
Turgenjev er en stille, sart, harmonisk Natur, og hans Roman viser tilbage
til Juste-Milieu-Romanen. Flauberls Natur forener skarpe
Modsætninger og er litterært en Ætling af den rødglødende Romantik; hans
Forfatterskab praktiserer Hugos Lære, at »det skønne — det er det
stygge«, rigtignok paa en anden Maade end Hugo gør det.
Han havde først skrevet Digte i Hugos Stil; men han gemte dem
i sin Skulle og dræbte Vingehesten under sig. Del gjorde han saa
grundig, som det er muligt. Han trængte ikke bare Lyriken tilbage
i sine Bøger, men kvalte ogsaa ethvert Spor af personlige
Sympatier. »Kunstneren, sagde han, maa indrette sig saadan, at
Eftertiden ikke ved, at han har levet.« Hans Roman skulde give et saa
stærkt Indtryk af Virkelighed, at man over den glemte Kunstnerens
Person; det skulde være Kunstens Triumf. Derfor skyede han
ingen Møje; skrev han en Roman fra del gamle Karthago, studerede
han fønikiske Indskrifter og Fortidslevninger, Historie og Religion,
rejste til Stedet, undersøgte alle Spor fra Fortiden og mærkede sig
hver Detajl i Landskabet. Skildrede han Paris paa Ludvig Filips
Tid, gennemgik han alle Aargange af Vittighedsbladet Charivari; for
han havde en Vitsmagcr. i sin Roman, og hans Vitser maalte have
den ægte Tidsfarve. Ja, til sin sidste, ufuldendte Bog »Bouvard og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
