Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
381
er det lumske, stadig forsøgte Giftmord for at faa Tag i Pengene,
de skjulte tusind Francs; det er den afsindige Morddrift, der er
forenet med Elskoven, — saadan som vi saa den i Baudelaires
Digtning — kun med den Undtagelse, at den mordbesatte flyr for
Kniven, der lokker ham, saalænge han har en Smule Fornuft
tilbage. Men tilslut maa han give sig over i Vanvidstanken; hurtig
som Lynet støder Jacques Kniven i Severines blottede Bryst; straks
føler han en Lettelse; nu har han myrdet, han har levet helt efter
sit Vanvids Bestemmelse. Og alt dette Bloddaads-Barbari spiller i
en Verden, hvis Liv er reguleret paa Minuttet ved Trænenes Afgang,
Forbifart og Ankomst. Vi bevæger os paa Lokomotiver og i
Kupeer, Stationer og Banevogterboliger. Midt under sine Mordplaner
ved de skyldige, at de har saa og saa mange Timer og saa og saa
mange Minutter til deres Raadighed, eller at Mordet maa udføres
mellem de og de Stationer, paa den og den bestemte Del af
Banelinjen, for al de ikke skal opdages. Ja, midt under de vilde,
gruelige Scener hører vi Jernbanetogets Larm, idet det suser forbi. Men
det ender i det Symbol: selve det Tog, som har repræsenteret
Regelretheden, det paa Minuttet bestemte Klokkeslet, der har været
Rettesnoren for Tilværelsen, — tilsidst bliver endog det vildt.
Lokomotivfører og Fyrbøder er styrtet ud i Kamp paa Liv og Død,
og Toget, der bringer Soldaterne mod Grænsen, iler uden Styrer
vildt afsted med denne levende Kanonføde. Fra Station til Station
meldes dette mystiske Tog, der iler afsted i rasende Fart mod den
visse Undergang. »Man skalv af Rædsel: et Hurtigtog, som befandt
sig foran paa Linjen, vilde sikkert blive indhentet. Lig et Vildsvin
i Skoven fortsatte Toget sin vilde Fart, uden Hensyn til røde Lys
og Pelarder.« — Det rullede, rullede videre ud i den bælgmørke
Nat, ingen vidste hvorhen. Hvilken Vægt laa der paa de Ofre, som
Maskinen knuste paa sin Vej! Ilede den ikke ud imod Fremtiden,
uden Tanke for det udgydte Blod? Uden Styrer, midt i den
bælgmørke Nat, som et blindt og umælende Dyr, der er sluppet løs
midt i Døden, rullede og rullede det med sin Kanonføde, disse
allerede trætte og udmattede, drukne og syngende Soldater.«
Saaledes ender Bogen. Toget er blevet et levende Mord; Zola
har saalænge betragtet Tingene, saalænge skildret Menneskenes vilde
Drifter, til de smelter i ét for ham. Vildskaben gaar fra Menneskene
over i selve Tingene. Saaledes driver Zola os med en Skildrekunst
og en Logik, hvori hans Staalnatur fornemmes i hver Linje, udover
Virkelighedens Grænser i en Uhyggens Verden, hvori Virkelighedens
Kræfter slipper løs og sprænger dens Skranker. Hans ubarmhjertige
Virkelighedsskildring kulminerer i Mareridtet.
Zolas Romaner taler om Kampe og Drifter, Zolas Fantasi
forstørrer Tingene og forvandler dem til Mythe. Goncourternes Bøger
fortæller om passive Naturer, som først og fremmest er et Bundt
Nerver, eller som tilsidst gaar op i Nervefornemmelser, og deres
Fantasi formindsker, gør Ting og Mennesker til Nips. De har den
Jules de
Goncourt
1830—1870
Edmond de
Goncourt
1822—1896
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
