Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - V. Den franske naturalisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
382
JUST BING
samme Fremgangsmaade som Zola, de fylder tykke Notisbøgcr med
Optegnelser. Men Zola søger i sine Notiser at faa et Overblik over
en Verden, komme ind i et Haandværks, et Arbejdes Teknik. De
gaar paa Opdagelser, søger at iagttage det, som ikke før er iagttaget.
Hvad der hos Zola er et Studium, er hos dem først og fremmest
et Raffinement. Zola samler, det han ser, til Masser og lader Massen
blive overvældende; de opløser det hele i Enkeltheder. De er
Specialister; de noterer sig det enkelte Træk med den yderste Grad
af Nøjagtighed; deres Skildring er en Samling af Iagttagelser og
Indtryk, deres Studium en Samling af Bemærkninger, deres Stil
foragter Sætningsforbindelsen, der er en »Opfindelse af Gramatikere«;
det enkelte Ord, det udsøgte, betegnende Ord er Principet hos dem.
Helheden er opløst, tilbage staar en Række brillante, søgte,
prikkende, træffende Enkeltheder, — det er Hovedsummen af
Goncour-ternes Kunst. De elsker det 18de Aarhundrede for dets nipsagtige
Finhed, dets Pikanteri. De har skevet dets Kulturhistorie, det er
først og fremmest en Historie om Toiletter og bon-mots. Med
utrættelig Flid har de samlet Billeder og Kobberstik, studeret
Kunstnernes Penselføring og Mejselstik, og hvad de ser, ser de gerne
gennem Kunstens Briller. De maler de Landskaber, de beskriver;
de opløser det i Toner og Tinter; de ved at fortælle, at en ung
Pige har den Gratie, man træffer hos Watteau eller andre af
Malerne fra det 18de Aarhundrede. Alt dette udsøgte hos dem, al
denne Kunstdyrkelse, gør at deres Bøger først og fremmest bliver
Bøger for Kendere; og det mærkelige sker, at netop fordi de stadig
søger de nye Indtryk og nye Betegnelser, kommer de til at blive
det modernes Pedanter.
Deres Sjæleskildring er Skildring af Nervefænomener; deres
Personer befinder sig paa et eller andet Stadium af en Nervesygdom,
og Historiens Udvikling hos dem er altid en Opløsnings-Proces. De
komponerer ikke deres Bøger. Som de opløser Sætningens
Sammenhæng i enkelte betegnende Ord, opløser de Fortællingen i betegnende
Scener, og de værdiges ikke med et Ord at antyde deres Forbindelse.
Deres Bøger synes at være en Samling af Tilfældigheder, der
kommer sammen og udgør en Menneskeskæbne. Emnet er dem ligegodt,
hvorfra de henter det; de har den samme Forstaaelse for en
Tjenestepiges Nervøsitet som for en Verdensdames. Deres Tjenestepige
Germinie Lacerteux elsker en Laban, Søn af Mælkehandlersken i
Nabolaget og lader sig stadig væk plyndre af ham. Hun elsker
ogsaa sit Herskab, sin gamle Frøken, hun er til det yderste tro,
hun kan ikke skilles fra hende. Hvorfor det ene — hvorfor det
andet? Det er nervøse Instinkter, som forklarer sig selv. En
Sommerdag kommer hun saa sammen med en Arbejder, der er
forelsket i hende og bliver hans Elskerinde. Han er redelig forelsket
og vil at hun skal flytte hjem til ham. Men hun svarer koldt, at
selv om den anden vilde have hende til at flytte fra den gamle
Frøken, saa vilde hun aldrig have gjort det. — Den anden’ Hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
