Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
402
JUST BING
har tørstet efter at møde Napoleon. Nu ligger han saaret paa
Au-sterlitzmarken, ser op mod Himlen og rykkes ind i de glidende
Skyers stille Fred. Napoleon kommer forbi, ser ham, roser ham
som Helt — hvor det dog er ligegyldigt overfor Skyernes og
Himlens Fred og Uendelighed! Og da han saa syv Aar efter faar sit
Dødssaar, da han har følt Livets Storm og Livets meningsløse
Bitterhed, da han har tilgivet og sluttet Fred med den Kvinde, han
har elsket, og som havde sveget ham, — da svinder hele Livet bort
i et intet for ham; han er rolig, ubevægelig, uden Modtagelighed
for noget, han lever bare med Dødens store Alvor for Øje. Tolstoj
har tegnet Andreis mandige Skikkelse med en Følelse af rolig
Respekt; han har i Modsætning dertil tegnet Pierre med en ironisk
Sympati. Han gaar som et Barn igennem Livet, denne klodsede
Bjørn med det gode, aabne Blik. Han er Skrøbeligheden i egen
Person; hans Sanser spiller ham et Puds, ret som det er, han
gifter sig med den fordærvede Skønhed, fordi han er forlibt og
fordi andre driver ham til det. Han har stadig Virksomhedstrang,
men han gider ikke bestille noget. Han er glødende begejstret for
en Idé, til han bliver glødende begejstret for den næste. Men stadig
søger han, stadig vil han tjene den Sag, han har viet sig til, stadig
er han ærlig og oprigtig. Saa finder han Freden indad i den
enfoldige Bonde Karatajevs Forkyndelse om, at man blot skal adlyde
Gud, at Gud er Livet, at man skal glæde sig ved Livet og være
stille, ikke knurre mod dets Tilskikkelser. Og udad finder han det
i et godt Ægteskab og et sundt Familieliv.
Familielivets Forherligelse, Lovprisningen af den Tro, som er
Livstrygheden, Kampen for Ægteskabets Hellighed — det er Emnet
i Tolstojs næste store Bog »Anna Karenin«. Den er et Indlæg mod
den fri Kærlighed. Anna Karenin søger Døden, der er Udgangen
paa hendes Forhold til Vronski. I sit Ægteskab kommer derimod
den søgende og tvivlende Ljevin til Erkendelse af, at hans Liv har
en Mening. Tolstoj har gjort alt for at skifte Sol og Vind lige.
Naar Anna Karenin sammenligner sin Pedant af en Ægtemand, det
rene Protokolmenneske, med den straalende Officer Vronski, saa kan
der ikke være Tvivl om, til hvilken Side Sympatien maa helde.
Deres Elskovsforhold er ingen letsindig Forbindelse mellem letsindige
Mennesker. Da hun første Gang har overgivet sig til ham, er hun
opløst i Graad; han søger at trøste hende ved at tale om deres
Lykke, og hun beder ham fortvivlet bare tie. Vronski er en
Garderofficer med en Garderofficers Moral; men han er paa sin Vis en
brav Mand. Da Karenin forstaar det hele og ikke udfordrer ham,
begynder Vronski at skamme sig, og da Karenin ved den dødssyge
Annas Barselseng erklærer, at han, hvor latterligt det er i Verdens
Øjne, aldrig vil forlade hende, føler Vronski sig ydmyget. Men
Skæbnens Terning er kastet, Anna tilhører ham; for at være ærlige,
for at kunne se hverandre ret ind i Øjnene, bryder de med Verden.
Anna forlader sit Hjem og bliver hos Vronski. — Og nu har Tol-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
