Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
404
JUST BING
stærkere end hun selv, og som fylder hende med Fortvivlelse, saa
hun tilsidst kaster sig foran Jernbanetoget. Det er Romanens
negative Del; dens positive er Ljevins Historie. — Ljevin er den
forædlede Pierre Bestuschev, som Vronski er den forædlede Anatole
Kuragin. Han har intet af Pierres Dovenskab og lade
Letsindighed, men han har hans Plumphed og hans evige Søgen. Han gør
en daarlig Figur i Salonerne; han er det tunge, saglige Menneske,
som mangler Sans for den gratiøse Frivolitet. Derfor bliver han
forsmaaet. Men ude paa Landet i Arbejde, i Naturliv, i sunde
Forhold, bliver han helt sig selv, her kommer hans dygtige
Menneskeslag til sin Ret. Og da Kitty indser hans Værd, vinder han hende
langsomt og fast. Han jubler i de første Hvedebrødsdage. Men det
er ikke Jublen, det kommer an paa. Striden indfinder sig nok;
men her, hvor det er et trygt Forhold, bliver Striden en Vej til
stadig inderligere Forening. Og til den indre Tryghed og Fred
viser en Bonde ham Vej. Han taler om en gammel Mand. Han
er retfærdig, fylder ikke sin Bug, men lever for sin Sjæl og tænker
paa Gud. Det slaar ned i Ljevin: Leve for sin Sjæl, tænke paa
Gud — det er Livets Mening. Da saa Barnet er der, er det hele
blevet trygt og fast, med en synlig Fremtid for sig. Og Bogen
ender med hans Bekendelse, sonf han staar og ser op mod
Nathimlen: »Troen — hvis det jeg føler er Tro — har umærkelig
listet sig ind i min Sjæl og sat sig fast der. Men vil jeg derfor
blive en hel anden end før? Nej! Som før vil jeg skælde min Kusk
ud, naar han ærgrer mig........Som før vil jeg bede til Gud uden
selv at kunne forklare mig, hvorfor jeg gør det. Men mit Liv har
nu, ikke bare som Helhed betragtet, men ogsaa i hvert Øjeblik,
faaet Mening og Betydning for mig; thi nu, da jeg ser det gode i
Troens Belysning, føler jeg ogsaa Kraft til at lægge det gode i
enhver af mine Handlinger«.
Trygheden! Livets Mening! Dybere og dybere søger Tolstoj efter
dem. Videnskaben kan ikke tyde sig dem. Den beregner Jordens
Afstand fra Solen og Lysets Hurtighed; men om Livets Mening har
den intet at sige. Kunsten skulde lære os at forstaa det; læs
Nutidens Romaner, gaa paa Teatret, saa ser du, at Kunstnerne ikke
tænker derpaa. Ja, selv vor Betragtning af Menneskenes Følelser
er forkvaklet. Selv den lovpriste Kærlighed — den gør Livet utryg.
Tolstoj tager i Kreutzersonaten fat paa Spørgsmaalet med haarde
Hænder. Trods al Poesi er dens Kærne Sanselighed. Trods al
Kvinde-Frigørelse betragter Manden Kvinden som en Kilde til
Nydelse, og Kvinden sætter sit Maal i at gøre Hovedet kruset paa en
Mand. Denne Kærlighedsdyrkelse, den herskende Usædelighed og
Overdaadighed gør vor Tid nervesvag og overfølsom. Dyret er mere
afholdende end Mennesket. I Ægteskabet hersker Usædelighed
saa-velsom udenfor det; det er ikke Børneavl, men Sansenydelse, som
det gaar ud paa. Deraf kommer den pludselige Afsky mellem
Ægtefæller; Aanden reagerer mod Sanserne; deraf kommer Jalousien;
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
