Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Anden del. Naturalisme - VII. Dostojevski og Tolstoj
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
405
thi Grunden er utryg. Civilisationen sætter Sansenydelsen som Maal,
Kunsten udvikler, forfiner og forherliger den, Videnskaben —
Tol-stoj tager særlig fat paa Lægerne — vil gøre den sikker —, alle
tre i Forening fordærver de Livet; alle tre i Forening vender Sindet
bort fra den lige Vej og pletter det. Legemligt Arbejde,
Afholdenhed, rent Sind — det er Livets Mening.
Ikke bedre gik det med Kirkens og Samfundets Autoritet.
Tol-stoj tog sit Udgangspunkt i Bjergprædikenen, og saa faldt det
altsammen, naar han tog Ordene i virkelig Betydning. Kristus lærer
i Modsætning til de gamles »Øje for Øje og Tand for Tand« : »I
skal ikke sætte Eder imod det Onde« og »Dømmer ikke«. Men det
ordnede Samfund er der blot for at gennemføre »Øje for Øje, Tand
for Tand« og for at dømme. Kristus har lært at anse alle
Mennesker som Brødre — Samfundet bygger paa Ejendomsretten, som er
uforenelig med Broderskabet. Og Kirken har i 1500 Aar holdt paa
med at tage Kærnen bort af Kristi Lære og erstatte den med
Ceremonier og med en Troslære op i Skyerne. Tro det er at kende
Livets Mening, kende Sandheden; intet andet. Men den sande Kirke
vedbliver gennem alle Tider, for den sande Kirke er deres
Broderskab, som kender Sandheden og følger dens Lov.
Hvad gælder det da om9 Ikke om Samfundets Ny-Ordning, ikke
om nogen Revolution. Alle Regeringer er af det onde, alle
Revolutioner er af det onde. Alle Love og Reglementer er Hindringer
for enhver enkelt i at følge sin Samvittighed og ødelægger hver
enkelts Ansvarsfølelse. Men man skal »ikke gøre Modstand mod det
Onde«. Da vil det hurtig svinde bort af sig selv. Da vil man
snarest forstaa, at det gælder om, at enhver skal være fri og alle
være Brødre. Og man vil indse, at alle de moderne Slagord:
Fædreland, Nationalitet, Parlamentarisme, Folkets Deltagelse i Styrelsen,
Kirke, Trosbekendelse o. s v. er det rene Vandvid. Uforfærdet har
Tolstoj bekendt sin Lære lige op i Øjnene paa Zardømmet, og man
har ikke turdet røre ham. Det er, siger Brückner, det første
Eksempel i Rusland paa en saadan moralsk Autoritet og Storhed.
Tolstoj har givet sin moralske Opfatning Udtryk i to
betydningsfulde Værker, Skuespillet »Mørkets Magt« viser den negative Side:
at Synd føder Synd, »en Klo blev hængende, — hele Fuglen maa
omkomme«. Den flotte Tjenestegut Nikita har forført Marina; hans
Fader, den enfoldige, stammende gamle Akim — Tolstojs Talerør
— vil, at han skal gøre sin Pligt og gifte sig med hende. Han
tænker ikke derpaa, og hans Mor Matrena vil det ikke for nogen
Pris; han skal komme frem i Verden. Han staar i Forhold til sin
unge Madmoder Anisja; det er rimeligt, at hun holder sig til
Ungdommen, for hendes gamle Mand er en Vissenpind. Han kan sejle
af naarsomhelst, og saa kan Nikita blive Herre paa Gaarden. Matrena
har nogle Pulvere med, som kan skynde paa Farten for den gamle;
hans Kone kan jo give ham dem. Det er ogsaa det sikreste, tænk
om den gamle fik Øjnene op, hvordan skulde det saa gaa hende.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
