Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
128
selv om Kongen og Folket svigtede hende,
hayde hun en anden Støtte, der var ganske
anderledes mægtig og paalidelig; hendes Venner
her oventil, de gode og kære Helgener. Da
hun belejrede Saint-Pierre, og hendes egne
Folk lod hende i Stikken under Stormen,
sendte Helgenerne hende en usynlig Hær. til
Hjælp. Hvorledes kunde de nu svigte hende,
deres lydige Datter? de havde jo saa tidt lovet
hende Redning og Befrielse!« ....
Hvad maatte hun da tænke nu, da det
virkelig gik ti! Døden, da hun var kommen op
paa Karren og kørte gennem den skælvende
Folkestimmel under Bevogtning af 800
Englændere med Lanser og Sværd? Hun græd og
jamrede sig, men der hørtes alligevel ikke af
hendes Mund nogen Anklage mod Kongen og de
hellige . . . . Der undslap hende kun et Ord:
»Aah Rouen, Rouen! skal jeg dø her?
Maalet for den sörgelige Rejse vär
Gammeltorvet, hvor Fiskehandelen gik for sig. Der var
rejst tre Stilladser der; paa det ene var Bispens
Sæde og den kongelige Tronstol for Kardinalen
af England; rundt om dem sad Prælaterne.
Det andet var bestemt for de Personer, der
skulde optræde i dette sörgelige Drama, Præsten,
Dommeren, Fogden og endelig den dødsdömte.
Afsides stod et stort Stillads af Gibs, bedækket,
ja overlæsset med Ved; der var ikke noget at
udsætte paa Baalet; det gjorde En ganske bange,
saa höjt var det. Det var ikke blot for at göre
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
