Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
129
Et Bevis for, at hun til det Öjeblik ikke
havde genkaldt noget, er, at den ulykkelige
Cauchon — rimeligvis nødt dertil af den
djævelske Vilje, der stod over hans — maatte
stille sig ved Foden af Baalet og stirre sit Offer
lige ind i Ansigtet for muligvis at lokke et
eller andet Ord ud af hende. Han fik kun ét,
men det maatte ogsaa være nok til at bringe
ham til Fortvivlelse. Hun sagde blidt, hvad
hun allerede én Gang för havde sagt til ham:
»Bisp, det er din Skyld, at jeg dør!« Man
hayde uden Tvivl haabet, at hun skulde
anklage Kongen og tale ilde om ham, naar hun
troede, at han hayde ladet -hende i Stikken;
men hun forsvarede ham fremdeles. »Hvad
enten jeg har handlet godt eller slet, saa har
min Konge ingen Del deri, det er ikke ham,
som har raadet mig.«
Imidlertid blussede Ilden op. ... Da den
naaede den ulykkelige, skælvede hun og
forlangte Vivand, Vand. Det var aabenbart et
Skrig, som Skrækken afpressede hênde.... Men
hun kom snart til sig selv igen, og fra nu af
nævnte hun kun Guds, Englenes og Helgenernes
Navne. Hun gav dem det Vidnesbyrd: »Ja
mine Røster vare af Gud, mine Røster have
ikke bedraget mig.« ... Da al hendes Tvivl
forsvandt i Luerne, har man Ret til at tro, at
hun optog Døden som Befrielse og ikke længer
opfattede Frelsei den jødiske, bogstavelige
Betydning, som hun. hayde gjort hidtil, at hun
Jeanne d’Arc. - 9
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
