Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - VIII
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
107
utefra — og det blev ved at være like dødt og tungt,
alt hun slet og raste — i de timerne, til hun maatte
hjem og læse matematik med sine privatelever fra
klokken seks. — Ja hun slet den tiden, saa hun
følte det sommetider, som hver nerve sitret over*
spændt— orket hun denne bevisste overanstrengelse
like til sommerferien —.
— Da hadde hun et øieblik liksom følt sig lokket
av hans kynisme — vel bare paa lissom — men —.
Hun hadde smilt til fyren og sagt nei — saa tørt og
likefrem, som han hadde spurt.
Han var forresten en tosk — for han gav sig til at
præke for hende — flaue komplimenter, sentimentalt
vrøvl om ungdom og våar og lidenskapens ret og
frihet og kjødets evangelium —. Saa lo hun ham
ut ganske stilfærdig, og kapret en drosche, som kom
foibi —.
Ak nei — hun var saa voksen, at hun kunde
forståa dem, som brutalt negtet at kjæmpe for nogen*
ting i livet, men la sig plat ned og lot sig drive—.
Men de grønskollinger, som vaaset om at fuldbyrde
en mission, nåar de moret sig efter sin smak — de
ungerne, som kjæmpet for naturens evige ret, nåar
de ikke gad pudse tænder og renske neglene sine —
de bluffet ikke hende.
Hun fik vel helst holde fast ved sin egen, lille
gamle moral. Den gik væsentlig ut paa sandfær*
dighet og beherskelse.
Den hadde begyndt at forme sig, da hun kom
paa skole. Hun var ikke som de andre barna i
klassen — like til klærne. Og hendes lille sjæl var
saa meget, meget anderledes. Hun levet jo med
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
