Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - I - X
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
141
«Jeg skal si dig en ting, Gunnar. Jeg tror slet
ikke, Jenny er saa sterk og selvstændig. Hun har
været nødt til at være det bare — hjemme maatte
hun støtte og hjælpe og hadde ingen til at støtte
sig. Mig maatte hun ta sig av, for jeg er meget,
meget vekere end hun, og jeg trængte hende. Der
er altid nogen, som har trængt Jenny. Og nu træn*
ger Gram hende. Ja hun er sterk og sikker, og
hun føler det og ingen ber hende om hjælp for*
gjæves. Men der er ingen mennesker, som orker
det i længden, altid at skulle gi støtte og aldrig faa.
Skjønner du ikke, hun maa bli saa forferdelig en*
som, nåar hun altid skal være den sterkeste? Hun
er alene, og gifter hun sig med den der fyren, blir hun
aldrig andet. Alle saa snakker vi til Jenny om os
selv, og ingen har hun, som hun kan snakke til.
Aa, Jenny skulde ha en mand, som hun kunde se
op til — hvis autoritet hun følte — som hun kunde
si til, slik og slik har jeg levet, og slik har jeg ar*
beidet og slik har jeg kjæmpet, for slik synes jeg,
det var rigtig. Hun skulde ha en, som hadde ret
til at gi hende ret. Gram kan ikke, for han er
hende underlegen. Men da kan hun ikke være
sikker paa, at hun har ret — vel? Naar hun ikke
træffer nogen, som har myndighet til at bekræfte
hendes tanker. «Ikkesandt» og «synes du ikke» —
Gunnar, det var Jenny, som skulde kunne spørre
slik nu!»
De tidde begge to længe, saa sa Heggen ut i
luften:
«Det er rart nok, Cesca. Naar det gjælder dine
egne historier, saa vet du hverken ut eller ind som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
