Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
.">598 Den norske Historie
der forblev i sin gamle Stand, ned til en afhængig Almue. I Norge
havde omvendt Bondesamfundet optaget i sig et gammelt
Aristokrati, eftersom dette blev udestængt af sin fordums herskende
politiske Stilling, og vandt derved ligesaa meget, som hin tabte.
Idet den norske Ståt blev holdt tilbage inden sine engang
optrukne snævre Grænser, — idet Kongedømmet vedblev at staa i
streng Isolation som en Besiddelse ligeoverfor andre Besiddelser,
— idet de selvstyrende Ættesamfund abdicerede til Fordel for
Kongen, men uden at helt opløses, og uden at den Retsgrund,
hvorpaa deres Suverænitet fra først af havde hvilet, blev helt
sprængt derved, at en ny Adel opstod, hvis Rigdomme havde sin
oprindelige Kilde i Statstjenesten, og hvis Skattefrihed fremkaldte
en Opfatning af Bondens Skattepligt, som om denne var en
Erkjendelse af Statens Overeiendomsret, — idet en Række af Ætter,
som engang havde indtaget en aristokratisk Herskerstilling i
Samfundet, traadte tilbage i en blot privat Tilværelse, og deres
Jordegodser som Følge deraf mere og mere udstykkedes, men uden at
tabe sin oprindelige Karakter af en fuldkommen uindskrænket og
ubetinget Eiendom: — dannede der sig i Norge en kompakt Klasse
af Odelsbønder, som ved sin Talrighed og sin Fremmedhed for
alt offentligt Liv syntes at være en Almue, men som ved sin
Frihed og Selvfølelse havde en næsten adelig Rang. Indskrænket
inden Kredsen af sine private Interesser og Rettigheder savnede
den ikke, — og kunde den, ifølge sin Oprindelse, ikke savne,
Evne og Vilje til at værge disse ligeoverfor ethvert Angreb
udenfra; og til dette Forsvar indskrænkede dens, — og dermed ogsaa
i Hovedsagen det norske Folks, — historiske Virksomhed sig
gjennem lange Tider. Men i Stilhed modnedes den, ved den stigende
Oplysning, til en større Rolle. Europas demokratiske Tidsaand,
der ogsaa flk Indgang i de nordiske Lande, gjorde den til
Gjenstand for en stadig voksende Sympathi hos Folkets mest oplyste
Klasser. Man begyndte at opfatte dens Frihed som Nationalitetens
rette Palladium. Denne Sympathi maatte igjen bidrage til at
stimulere dens egen Selvfølelse og vække dens Trang til en mere
aktiv Optræden. Og idet den saaledes hævedes og hævede sig
selv, blev den tilsidst, med sin fra Oldtiden arvede ubrudte Frihed
og med den moralske Styrke, det Maadehold, som en slig Frihed
nødvendigvis maa give, den brede og sterke Basis, hvorpaa
Norges nyere politiske Liv og gjenvundne nationale Selvstændighed
har kunnet bygge.
Den Udvikling, vi har fulgt i Norges Stats- og Samfundsorden
siden Kristendommens Indførelse, var altsaa ikke en blot negativ
Proces, en blot Destruering af de gamle selvstyrende Kredse og
Afslidning af de Organer, hvorigjennem Oldtidens historiske Liv
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
